*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Draghi lover nulrente i lang tid

Vi kan regne med lave renter i lang tid, siger ECB-chef.

Økonomi
Foto: Ralph Orlowski.

ECB-chef Mario Draghi lover, at renten vil forblive på det nuværende niveau i de kommende 12 måneder.

»Renten vil også kunne blive sænket yderligere, men vil i hvert fald blive liggende på det nuværende niveau i en temmelig lang periode. Dette vil mindst være gældende til marts 2017, men sandsynligvis væsentligt længere,« sagde ECB-præsidenten på et pressemøde torsdag eftermiddag.

Han gjorde det dog klart, at ECB ikke forventer, at det vil blive nødvendigt med yderligere rentenedsættelser.

»Men en ændret virkelighed vil selvsagt kunne bringe os på andre tanker,« føjer han til.

ECB’s egne økonomer har i dag sænket forventningerne til den økonomiske vækst, og det er disse perspektiver, der har ført til markante lempelser af ECB’s pengepolitik.

Den Europæiske Centralbank forventer nu, at væksten i euroland vil blive på 1,4 pct. i år stigende til 1,7 pct. næste år og yderligere til 1,8 pct. i 2018. Hidtil har forventningen været, at væksten i 2017 ville nå op på 1,9 pct.

Det er især udefrakommende faktorer, der har ført til nedjusteringen.

De lave oliepriser vil ikke give europæisk økonomi den saltvandsindsprøjtning, som en del økonomer har forventet, men tværtimod presse inflationsforventningerne i negativ retning.

ECB forventer således, at inflationen i euroland for 2016 som helhed vil blive så lav som 0,1 pct. stigende til 1,3 pct. i 2017 og 1,6 pct. i 2018.

Dermed vil det først være mod slutningen af dette årti, at inflationen atter vil være "tæt på, men under 2 pct.", der er ECB’s mål.

»En afgørende forudsætning for, at de pengepolitiske tiltag, som vi har givet meddelelse om i dag, vil få den ønskede effekt, er at eurolandes regeringer i langt højere grad end hidtil får gennemført det strukturelle og økonomiske reformer, der er nødvendige for at skabe stabil økonomisk vækst,« understreger Mario Draghi.

»Det er afgørende med reformer, der øger produktiviteten, samt sikrer en tilstrækkelig offentlig infrastruktur. Reformerne vil ikke blot styrke væksten, men også gøre Europa mere modstandsdygtig over for nye globale chok,« føjer han til.

Læs også
Annonce
Annonce