*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Centralbankchef er bekymret over Kinas gæld

Facebooks Mark Zuckerberg og IMF-chef Christine Legarde er i Beijing for at diskutere Kinas økonomiske fremtid.

Økonomi
Foto: Wang Ye

Gældsniveauerne stiger for meget, udlånene er for høje i forhold til bruttonationalproduktet (BNP), og kapitalmarkederne skal være mere robuste.

Så klare var budskaberne, da chefen for Kinas centralbank, Zhou Xiaochuan, søndag indtog scenen ved China Development Forum 2016 i Beijing under overskriften "Kina i den nye femårs plan". Det skriver Bloomberg News.

Ved det igangværende event er erhvervsledere fra store dele af verden og den kinesiske magtelite samlet fra lørdag til mandag for bl.a at diskutere Kinas økonomiske fremtid.

Zhou Xiaochuan mener, at Kina har brug for regulering for at begrænse den overdrevne låntagning i fremmed valuta, der lige nu finder sted i stor stil i Kina.

»Især udlånene til erhvervslivet er for høje,« sagde Zhou Xiaochuan ifølge Bloomberg.

I dag udgør selskabernes gæld 160 pct. af Kinas BNP, hvilket er dobbelt så meget som gældsniveauet i USA.

Problemet for Kina er, at hvis man bremser gældsniveauerne, vil det også bremse virksomhederne. Og så bliver det endnu sværere at nå det officielle mål om en årlig vækst på 6,5 pct. frem mod 2020.

Søndag var det generelle budskab fra den politiske top i Kina, at økonomien viser tegn på bedring. Kapitalflugten er aftagende, og nu vil myndighederne forsøge at dæmpe gemytterne på de svingende aktiemarkeder og samtidig overbevise sine handelspartnere om, at de kinesiske ledere kan håndtere den aftagende vækst i kinesisk økonomi.

Chefen for Den Internationale Valutafond, Christine Legarde var også tilstede og kommenterede bl.a. på de kinesiske lederes budskab om, at man vil presse på for at gennemføre strukturelle reformer, selv om økonomien taber fart.

»Overgangen vil være god for Kina og god for verden. Som enhver overgang vil det ikke forløbe uden bump på vejen. Og vi skal forvente bump, for Kina skal ramme en hårfin balance mellem en afmattende økonomi og reformer, der skal fremskyndes,« sagde Christine Legarde.

Til stede Beijing er desuden topledere som Facebooks Mark Zuckerberg og administrerende direktør for den schweiziske storbank UBS, Sergio Ermotti, for at mingle blandt de kinesiske topfolk.

Læs også
Annonce
Annonce