*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Investorer skyder milliarder i pundspekulationer

Frem mod afstemningen om en mulig "brexit", satser investorer på en svækkelse af pundet.

Brexit - britisk farvel til EU?
Hvis Storbritannien forlader EU, falder pundet - og det falder hurtigt. Det vurderer flere økonomer ifølge Bloomberg. Illustration: Colourbox

Mens Storbritannien forbereder sig på at stemme om sin mulige udtrædelse af EU, gør investorerne klar til at hive penge hjem på konsekvenserne af en eventuel "brexit".

Ifølge erhvervsmediet Bloomberg har investorer siden nytår satset mindst 11 mia. pund på, at pundet vil falde til det laveste niveau mod dollaren siden 1985. Det drejer sig om sats på optioner, der giver profit, hvis pundet skulle falde til 1,3502 dollars eller lavere - en nedgang på 4,5 pct. fra det nuværende niveau - efter afstemningen den 23. juni.

Selvom spekulationerne kun afspejler enkelte investorers forventninger, og selvom meningsmålingerne endnu ikke giver indtryk af en klar vinderside, har alene udsigten til en brexit allerede svækket pundet i år. I februar blev pundet sendt ned i 1,39 dollars - det laveste niveau siden 2009.

I en undersøgelse foretaget af Bloomberg vurderer 29 ud af 34 økonomer, at en britisk exit vil betyde, at pundet falder til 1,35 dollars eller lavere inden for en uge efter afstemningen.

Hvis Storbritannien stemmer for at træde ud af EU, og det resulterer i en besværlig skilsmisse fra Europa, vil den britiske økonomi sandsynligvis blive kastet ud i recession, og pundet vil falde til omkring 1,15 dollars ved udgangen af året, skriver Nick Kounis, økonom ved ABN Ambro Bank, ifølge Bloomberg.

Pundet har i adskillige uger været en politisk fodbold mellem parterne, der stemmer for og imod. Men et svækket pund vil ikke være den eneste økonomiske konsekvens ved brexit. Økonomerne peger på en række mulige konsekvenser såsom betalingsbalancekrise, et fald i bruttonationalproduktet samt økonomisk og politisk usikkerhed.

På den hjemlige front vækker tanken om en brexit også uro. Dansk Erhverv og Dansk Industri har tidligere udtrykt bekymring for, hvad det betyder for den danske eksport, hvis Storbritannien, som er Danmarks femtestørste eksportmarked, forlader EU.

Læs også
Annonce
Annonce