*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Rapport: Kina har fået ansættelsesallergi

En ny undersøgelse giver et indblik i spareøvelser i verdens næststørste økonomi.

Økonomi
Den kinesiske premierminister Li Keqiang sagde torsdag, at beskæftigelsen har været stabil i de første to måneder af 2016. Foto: Michael Buholzer/AP

En lang række kinesiske virksomheder har tilsyneladende hevet i vækstbremsen i årets første kvartal.

Ifølge en privat kvartalsundersøgelse fra den såkaldte China Beige Book ansætter de kinesiske virksomheder færre, mens investeringerne har ramt det laveste punkt i fem år. Det skriver CNN.

Kinesiske virksomheder er blevet allergiske over for at ansætte medarbejdere, lyder det i rapporten, der advarer om, at det hårdt prøvede jobmarked har ramt et nyt lavpunkt i første kvartal i 2016.

Knapt en fjerdedel - 23 pct. af de 2.200 adspurgte virksomheder - svarer, at de har udvidet arbejdsstyrken i første kvartal. Det er ca. halvt så mange, som da man foretog undersøgelsen første gang i 2012. Samtidig svarer 15 pct. af respondenterne, at de har trimmet arbejdsstyrken, og 14 pct. forudser flere fyringer.

Blot 33 pct. har øget deres investeringer i årets første kvartal. Det er det laveste tal i undersøgelsens fem år lange historie. 

Mens det har været nødvendigt at skære ned på lån og udgifter efter udskejelserne i 2009 og 2010, er et fald i ansættelser et langt mere tilspidset problem, vurderes det i rapporten.

Den kinesiske premierminister Li Keqiang sagde torsdag, at beskæftigelsen har været stabil i de første to måneder af 2016 med en ledighedsrate på ca. 5,1 pct. Mange mener dog, at den reelle ledighed er langt højere, skriver Reuters.

Regeringen sænkede tidligere på måneden det officielle vækstmål for 2016 til mellem 6,5 pct. og 7 pct. og 6,5 pct. om året frem mod 2020. I fjor voksede det kinesiske bruttonationalprodukt med 6,9 pct., hvilket var den laveste vækst i et kvart århundrede.

De næste officielle nøgletal fra Kina ventes den 15. april, hvor Kinas nationale statistikbureau vil offentliggøre tal for væksten i BNP fra årets første kvartal.

Kina er verdens næststørste økonomi efter USA og tegner sig for 15 pct. af verdens økonomi, mens USA står for 24 pct.

Undersøgelsen fra CBB International er inspireret af en tilsvarende undersøgelse, som udarbejdes af Federal Reserve for den amerikanske økonomi.

Læs også
Annonce