*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Digitaliseringen åbner en verden af nye forretningsmuligheder

Skal det danske samfund profitere mest muligt på digitaliseringen, må de mindre virksomheder hjælpes til at se mulighederne. Vi må heller ikke glemme at uddanne personer, så man har de rette kompetencer til at vinde ved de digitale forandringer.

Opinion

Emnet digitalisering er i den senere tid kommet stadig højere på dagsordenen. Heldigvis. For vi har at gøre med et betydeligt forretningspotentiale. Det gælder om at handle nu, hvis vi gerne vil have en position helt i front. Grebet rigtigt an, kan det skabe vækst og nye muligheder, som vil være en kæmpe gevinst for det danske samfund.

Den nye teknologiske revolution, som lige nu karakteriserer verdens industrier, forandrer med hastige skridt vores virksomheder og forretningsmodeller. Forandringen – ofte benævnt den fjerde industrielle revolution – handler i bund og grund om digitalisering. De nye digitale muligheder fra produktudvikling til produktionsmetoder og mødet med kunderne, betyder ændringer i forretningsgrundlaget for mange virksomheder. Det er helt afgørende, at man ikke opfatter disse forandringer som en trussel, men derimod som en helt enestående mulighed for at udvikle sig.

Det gamle ordsprog om, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn og andre vindmøller, har aldrig været mere aktuelt end netop nu. Det gælder for små start-up’s såvel som for store etablerede virksomheder, at vi skal gøre alt for at udnytte de nye digitale muligheder.

Som alle andre markante udviklinger af vores samfund, følger der også med digitaliseringen et behov for nye kompetencer. På Danfoss har vi eksempelvis investeret i udvikling af software og systemer, der kan udnytte de store mængder af data, så vi på den måde kan skabe ny forretning. Derfor har vi opkøbt teknologivirksomheder, der kan levere de kompetencer, vi ikke selv har til rådighed, og er i gang med at ansætte medarbejdere, der er eksperter i håndteringen af store mængder data. Andre danske virksomheder er også gode til at udnytte de nye datamuligheder.

Det gamle ordsprog om, at når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn og andre vindmøller, har aldrig været mere aktuelt end netop nu.

Niels B. Christiansen, topchef i Danfoss

En nøgle til at blive de bedste inden for digitalisering er at forstå, hvor intelligensen befinder sig. Man skal forstå, hvor i systemet kontrollen eller styringen sidder. For det er her, forretningsmulighederne ligger. Gør vi ikke det, er der en udtalt risiko for, at andre løber med forståelsen for ”intelligensen”, så vi selv kun står tilbage med produktionen af trivielle komponenter. Derfor er det altafgørende at være med fra start og at spille på flere heste samtidigt. Digitaliseringen sker så hurtigt, at det kan være svært at forudsige, hvilke teknologier og metoder, der vil vokse sig store, og hvilke der vil falde til jorden.

En af de rigtig gode nyheder er, at Danmark generelt set er et af verdens mest digitaliserede samfund. Danske produktionsvirksomheder rummer dog fortsat et stort potentiale i forhold til at få automatiseret processerne i montage, pakning og lagerhåndtering.

Den danske erhvervsstruktur med mange underleverandører betyder, at det er vigtigt, at vi får særligt de små og mellemstore virksomheder med. De kan af ressource- og ledelsesmæssige årsager have svært ved at finde det fornødne overskud til at opsøge mulighederne i digitaliseringen og omsætte dem til forbedringer i produkter og produktion.

Der bør sættes målrettet ind for at få udbredt viden om digitaliseringen til de små og mellemstore virksomheder. Vi ser gode initiativer i Dansk Industris digitaliseringspanel og især også i Made – Manufacturing Academy of Denmark, hvor virksomheder og universiteter arbejder sammen om at udvikle produktion i Danmark. Samtidig er der også brug for at styrke de tekniske uddannelser, hvis danske virksomheder skal kunne rekruttere de rigtige medarbejdere. Der er brug for både naturvidenskabelige, tekniske og ikke mindst matematiske og datalogiske kompetencer. Det er også vigtigt, at staten økonomisk prioriterer de initiativer, der kan sikre, at mere viden når ud til de små og mellemstore virksomheder, så vi som samfund kan drage størst mulig nytte af de nye digitaliseringsmuligheder.

For langt de fleste virksomheders vedkommende rummer digitaliseringen muligheder snarere end trusler, men vi skal være opmærksomme på at skabe de incitamenter, der er nødvendige for at få flest muligt med på vognen.

Læs også