*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Hvem tager over efter centralbankerne?

Det er absolut ikke nu, at politikerne skal lette foden fra speederen. Tværtimod. Økonomien har brug for en langt mere ekspansiv finanspolitik med solide investeringer i infrastruktur.

Opinion

Den svage vækst siden finanskrisen er forsøgt imødegået af centralbankerne med rentenedsættelser, opkøb af obligationer og store likviditetstilskud til bankerne. Dertil kommer det seneste store fald i energipriserne og stigende ejendomspriser.

Alt i alt en cocktail, som ifølge lærebøgerne burde være nok til at få væksten tilbage på sporet. Det er bare ikke sket. Faktisk er vækstudsigterne de seneste måneder igen blevet forværret.

I mangel på bedre ideer forsætter centralbankerne med mere af samme skuffe som tidligere. Senest har den japanske centralbank indført negative renter inspireret af den Europæiske Centralbank (ECB), som i en periode har annonceret negative renter - ligesom Nationalbanken.

Den kinesiske centralbank har stadig mulighed for at lempe pengepolitikken yderligere, men har dog fortsat en stor udfordring med at forklare deres pengepolitik. USA har som en af de første centralbanker prøvet med en forsigtig stigning i renten på 0,25 pct. fra 0 pct., hvilket har skabt en del usikkerhed på de finansielle markeder, så mon ikke de trækker sig og undlader at gøre noget på deres møde i marts. De meget lave renter har primært haft til formål (selv om det ikke er den officielle begrundelse) at svække valutaerne og dermed forsøge at forbedre konkurrenceevnen.

Frygten for kinesisk økonomi og lavere oliepriser har bekymret de senere måneder. Frygten for konkurser i oliesektoren har flyttet sig til usikkerhed om bankerne grundet deres tab på sektoren, og senest har bekymringen om nulrenternes indflydelse på bankernes indtjening bredt sig, ikke kun i USA men også i Europa. Frygten for konkurser i banksektoren er derfor steget. Dermed rammer rentepolitikken som en boomerang og udstiller, at grænsen er nået.

Årsagen til, at det ikke er lykkedes at få de positive stimuli til at resultere i stigende investeringer i erhvervslivet er, at kapacitetsudnyttelse i fremstillingsindustrien fortsat er lav. Der er derfor ikke behov for at investere i nyt produktionsapparat. Samtidig har forbrugsmønstret ændret sig i retning af køb af serviceydelser og mindre efterspørgsel efter kapitalgoder.

Årsagen til, at det ikke er lykkedes at få de positive stimuli til at resultere i stigende investeringer i erhvervslivet er, at kapacitetsudnyttelse i fremstillingsindustrien fortsat er lav.

Bo Overvad, økonom og strateg i Unipension.

Hvad kan ændre denne fastlåste situation og forhindre, at økonomierne igen falder tilbage? Et instrument er finanspolitikken, hvis den udnyttes fornuftigt. Med de meget lave lange renter tæt på 1 pct., er det oplagt at sætte gang i infrastrukturprojekter og endda opnå en positiv forretning på investeringen (den såkaldte nutidsværdi). Dermed vil det ikke være en belastning for de offentlige finanser, hvis projekterne styres på forsvarlig vis. Det vil være positivt for investeringerne og naturligt at bruge, når både valuta og pengepolitikken er udtømt.

Det er dog vigtigt, at projekterne benyttes til at forbedre infrastrukturen til glæde for produktivitet og fremtidig vækst. Hvis pengene bruges til at til at opretholde en eksisterende struktur eller blot til at flytte rundt på enheder, er det svært at se et positivt afkast på den langsigtede investering.  Og så virker dette instrument heller ikke.

Så rådet må være: sats på infrastrukturforbedringer. Ellers er værktøjskassen ved at være tom.

Bo Overvad er økonom fra Aarhus Universitet og strateg i Unipension. Han var cheføkonom i Handelsbanken fra 1997 – 2006, hvorefter han arbejdede i Alm. Brand Bank frem til 2015. Senest som vicedirektør for finansielle markeder. Han skriver fast for Finans.

Læs også
Annonce