*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Frygten for too big to fail vender tilbage

Den danske debat om gigantiske banker, der er for fede til at falde, er forsvundet. Der er ellers masser af grunde til fortsat at være bekymret.

Finanskrisen spøger stadig

De enorme amerikanske banker udgør en »stor risiko« og bør kløves op. Sådan lød det fra et medlem af den amerikanske centralbanks ledelse i den forgangne uge, og han pustede dermed atter liv i debatten om, hvorvidt de største banker er too big to fail.

»Tænk på Fukushima-ulykken,« sagde Neel Kashkari, chef for Federal Reserves afdeling i Minneapolis og en af arkitekterne bag redningspakken til de amerikanske banker i efteråret 2008, under en debat ved tænketanken Brookings Institution. Man byggede en høj mur om atomkraftværket, men en tsunami oversvømmede reaktoren alligevel, og skaderne på samfundet var enorme, påpegede han.

»Man skal ikke bare tænke på den pris, man betaler for en bail-out. Man skal tænke på alle omkostningerne for samfundet,« sagde Kashkari.

Kashkari står ikke alene med kritikken. Den demokratiske outsider Bernie Sanders ønsker at knække de største banker over i mindre bidder, og favoritten Hillary Clinton har under det igangværende primærvalg udtalt, at kravene til Wall Street skal strammes yderligere.

I Danmark rasede debatten om fænomenet too big to fail - hvor regeringer tvinges til at redde banker, der er for store til at lade falde - i årene efter Lehmans krak og de kontroversielle bankpakker, hvor danske politikere smed redningsveste om landets vaklende pengeinstitutter. De seneste år har debatten om bankernes størrelse været død. Det er nok en fejl.

Da de internationale kapitalmarkederne frøs til is, brugte de europæiske regeringer omkring 1,6 billioner euro (1.600 mia. euro) – eller ca. 13 pct. af unionens samlede økonomi – på at holde en skrantende banksektor fra kollaps i årene 2008-11, viser tal fra EU-kommissionen.

Redningsaktionen var dyrere og mere risikabel, fordi de europæiske banker voksede eksplosivt i årene op til krisen. Britiske Royal Bank of Scotland tredoblede sin størrelse på fire år og havde i 2007 aktiver til en værdi af 3,8 billioner dollar, svarende til 25,5 billioner kr. Deutsche Bank tredoblede sin størrelse på sølle fem år.

Den samlede værdi af aktiverne i Danske Bank – den absolut største bank herhjemme – voksede fra 1,3 billioner kr. i 2000 til svimlende 3,5 billioner kr. i 2008, næsten det dobbelte af Danmarks samlede økonomi samme år.

De største danske banker er relativt set skrumpet siden. Danske Banks balance svarer til 166 pct. af BNP. Det næststørste pengeinstitut, Nordeas danske del, svarer til 40 pct. og Jyske Bank ligger på 27 pct.

Det er dog stadig »indiskutabelt,« at Danske Bank er en stor bank, også når man sammenligner med andre europæiske lande og deres største pengeinstitutter, siger Jesper Rangvid, professor i finansiering på CBS og tidligere formand for udvalget for Finanskrisens Årsager, det såkaldte Rangvid-udvalg.

»Det er reelt at stille det spørgsmål, om den er for stor,« siger han.

Man har siden krisen både på europæisk og dansk plan strammet kapitalkravene og indført en model for at afvikle konkursramte banker, som på papiret skåner skatteborgerne. Det skal i princippet sikre, at private investorer og aktionærer mister deres værdier først, før pilen peger på skatteborgerne. Politikerne afviste imidlertid et mere vidtgående forslag fra den såkaldte Liikanen-rapport fra 2012, hvor et EU-udvalg under ledelse af den finske centralbankchef, foreslog en opsplitning af de største banker. Daværende erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen (S) affejede blankt forslaget som »forældet.«

Flere eksperter tvivler på, at kapitalkravene er skrappe nok, og om de nye afviklingsregler vitterligt skærmer skatteborgerne for tab. Midlerne i den europæiske redningsfond er for små. Politikerne vil i sidste ende tvinges til at hjælpe skrantende banker, fordi selv en kontrolleret afvikling sender bølgeskvulp gennem finanssektoren, og risikerer at trække flere ned i faldet.

Det seneste eksempel kom i forrige uge, da den internationale finansuro sendte Deutsche Banks aktier ned med 12,7 pct. på en uge, og markedet begyndte at tvivle på bankens soliditet. Bankens aktier havde på det tidspunkt tabt 36 pct. siden årsskiftet. Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble så sig nødsaget til at gå ud i markedet og kalde banken for »solid« med en »stærk« kapitalbase.

»Der er simpelthen ikke nok penge i de fonde, som EU på nuværende tidspunkt har sat op til at redde de store banker for konkurs. Man overlader derfor stadig en del af risikoen til os skatteydere,« siger Anders Grosen, professor i finansiering på Aarhus Universitet og tidligere medlem af Rangvid-udvalget. Det er ikke nødvendigvis »et spørgsmål om, at bankerne skal være mindre,« siger han, men bankerne skal bare være mere velpolstrede.

»Man bør forlange meget mere egenkapital, nok to-tre gange det nuværende niveau,« siger han.

Politikernes bankregulering skaber også et paradoks. Da man udpegede seks af landets største pengeinstitutter som systemisk vigtige – en omskrivning af too big to fail – fortalte man reelt markedet, at de danske skatteborgere hæfter for bankerne. Det betød, at bankernes låneomkostninger styrtdykkede. Tænketanken Kraka har beregnet, at denne indirekte statsstøtte løber op i 10-17 mia. kroner årligt.

Er det sundt for et land som Danmark at have en bank, der er halvanden gang landets økonomi? Og har vi gjort nok for at sikre os imod, at en tsunami oversvømmer reaktoren? Hertil er svaret nok afgjort: Nej.

Magnus Barsøe, opinionsredaktør.

Det er dybt konkurrenceforvridende, og man kan undre sig over, hvorfor staten skal hjælpe med at skubbe profitten i vejret i aktionærejede virksomheder. Til sammenligning poster man årligt ca. 3,6 mia. licenskroner ind i DR.

Debatten om vores enorme banker, og den risiko de udgør for den økonomiske stabilitet, reduceres desværre ofte til en teknokratisk snak om gearing, kernekapital og regnskabsteknik. Vi burde i stedet diskutere: Er det sundt for et land som Danmark at have en bank, der er halvanden gang landets økonomi? Og har vi gjort nok for at sikre os imod, at en tsunami oversvømmer reaktoren? Svaret er nok afgjort: Nej.

Financial Times’ økonomiske kommentator Martin Wolf kaldte i sidste uge bankerne »det svageste led i den global økonomis værdikæde.« Han advarede mod at tro, at faren i sektoren er drevet over. Folk er bekymrede om helbredet i de her »enorme, meget gearede, ekstremt komplekse giganter,« skrev Wolf og fortsatte:

»Det har de god grund til at være.«

Magnus Barsøe er opinionsredaktør. Tweet ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.

Læs også