*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Vi er gået remote på jobbet. Tør du?

Alt for mange danske virksomheder er fanget i en forældet opfattelse af produktivitet, lyder det fra direktør i et techstartup.

Opinion
Foto: DTUs Skylab.

Forestil dig, hvis du selv kunne bestemme, hvornår og hvor du ville arbejde. Forestil dig, hvis du ikke behøvede at være bundet til den by, hvor din arbejdsplads tilfældigvis har kontor. Tænk, hvis du kun rejse og blive inspireret i mere end fem uger årligt (hvis du overhovedet kommer af sted så ofte?). Hvad nu hvis du kunne arbejde med dine kollegaer på tværs af landegrænser og tidszoner samtidig med, at du oplever andre kulturer og bliver mere produktiv?

»Det kan man da ikke,« tænker du sikkert, »vi bliver nødt til at være på samme kontor for at få tingene til at fungere. Det ville aldrig fungere i en stor virksomhed.«

Men spørger du Buffer, som har 80 medarbejdere rundt omkring i verden, så kan det sagtens lade sig gøre. Det er faktisk en fordel. De har intet kontor og omsætter for knap 75 millioner kroner om året. I Github med 600 medarbejdere sidder under halvdelen på selskabets kontor i San Francisco. Resten arbejder fra deres hjem, fra et coworking space, fra en kaffebar eller lignende. De arbejder der, hvor de arbejder bedst.

Arbejdspladsen er blevet remote. Vi har valgt at gå samme vej i Pento. Vi har droppet mødetiderne og opsagt kontoret. Alt foregår nu digitalt. Vi gjorde det, fordi det gav mening for vores virksomhed. Men for mange ledere vil presset for at arbejde remote komme fra medarbejderne selv. De skarpeste talenter vil kræve fleksibilitet. Spørgsmålet er, om deres ledere kan finde ud af at give dem det?

For både os i lederteamet og blandt vores ansatte er fordelene ved remote arbejde åbenlyse. Vi har klippet båndet til en bestemt fysisk lokation. Det giver plads til at rejse og komme væk fra dagligdagen. Det giver inspiration, nye idéer, nye bekendtskaber og fornyet motivation. For alle på teamet.

Det er også et opgør med en forældet opfattelse af produktivitet. Det giver kun mening, at alle tropper op på kontoret klokken 8 og går hjem igen klokken 16, hvis man er på en arbejdsplads, hvor tid er lig med produktivitet. En produktionsvirksomhed, for eksempel. Men på et kontor er der bare nogen, der arbejder bedst ved at stå op klokken 5.30, og gå i gang med det samme, mens andre er klart mest produktive klokken to om natten, når de kan være 100 procent uforstyrrede. Så længe vi har nogle timers overlap, hvor lederen og medarbejderen kan afstemme forventninger og planlægge, bør resten af tiden gå med, ja, arbejde.

For mange ledere vil presset for at arbejde remote komme fra medarbejderne selv. De skarpeste talenter vil kræve fleksibilitet.

Jonas Bøgh, medstifter og adm. direktør hos startupvirksomheden Pento

Her har vi den måske største fordel ved remote work. I den normale arbejdskultur bliver du målt på tid. Kommer du 15 minutter for sent, vil dine kollegaer kigge mærkeligt på dig. Bliver du til gengæld på kontoret en time ekstra, så er du en ambitiøs og hårdtarbejdende kollega. Det synes vi er en forkert måde at se på produktivitet. Vi bør ikke måle dig på, hvor længe du arbejder, men på det arbejde du udfører. Vi sætter meget konkrete ugentlige mål og opgaver. Det giver alle medarbejdere en frihed til selv at planlægge deres arbejdsuge, og vi er stort set altid sikre på at nå vores deadlines, fordi det er netop disse, og ikke tiden brugt på at nå dem, vi måler vores produktivitet på.

Måske tænker du, at det kan virke dovent ikke at have faste arbejdstider. Men vores erfaring siger os, at vi faktisk bliver mere produktive på denne måde. Forskellen er, at vi nu ser den konkrete opgave som målet for vores arbejde – målet er ikke at komme på arbejde hver dag fra 8-16.

Samtidig øger det rekrutteringsgrundlaget. Når du ikke er bundet til én bestemt by, har du lige pludselig mange flere muligheder for at finde de dygtigste. Hvem siger, at den rigtige designer ikke sidder i Berlin? Eller i London? Vi ved, hvor svært det er at finde dygtige udviklere i Danmark, fordi der er så stor efterspørgsel på dem. Vi har fundet rigtigt mange dygtige udviklere i andre europæiske lande og har førhen ikke kunne bruge dem, fordi de ikke har været villige til at flytte til Danmark. Nu har vi flere muligheder end nogensinde.

Når du ikke er bundet til én bestemt by, har du lige pludselig mange flere muligheder for at finde de dygtigste. Hvem siger, at den rigtige designer ikke sidder i Berlin? Eller i London?

Jonas Bøgh, medstifter og adm. direktør hos startupvirksomheden Pento

Selvom der er mange fordele ved at være et remote team, så er det selvfølgelig også fyldt med udfordringer. Især i starten. Vi har brugt lang tid på at finde den rette balance mellem frihed og obligatoriske møder. Indtil videre har vi ét fast ugentligt møde, hvor vi alle mødes på Skype og taler om sidste og kommende uge. Vi har også et kort møde hver medarbejder og deres teamleder hver uge. Det sikrer, at alle hele tiden arbejder mod samme mål. Vi har endnu ikke været begrænset af ikke at have et whiteboard - måske kommer det. Og så finder vi nok på noget.

Det er kun fem måneder siden, vi opsagde vores kontor, så vi er vant til at arbejde fra en fysisk lokation. Vi glæder os til at se, hvordan det går i takt med at virksomheden vokser. Og hvor mange chefer, der med tiden tilslutter sig en mere tidssvarende arbejdskultur og giver deres medarbejdere lov til at være mere produktive end nogensinde.

Af Jonas Bøgh er medstifter og adm. direktør hos startupvirksomheden Pento, der udvikler et lønsystem til danske virksomheder. Jonas er uddannet fra Aarhus Universitet og har startet to virksomheder før Pento. Tweet ham på @jonasboegh.

Læs også