*

Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Sæt offentlig it på skrump og lad de private komme til

Mens private virksomheder fortsat skærer ind til kerneforretningen og outsourcer, så trækker flere offentlige myndigheder it-udviklingen inhouse.

Hvordan skaber vi de bedste rammer for udvikling og innovation af den danske velfærdsteknologi? Det er essensen i den verserende debat, der kommer efter offentliggørelsen af det offentlige it-projekt Aula, som skal administrere kommunernes daginstitutioner og skoler.

Vi har de seneste år set en tydelig tendens hos især private virksomheder, men også i det offentlige, om at outsource de dele af forretningen, der ikke berører kerneydelsen. I takt med, at digitaliseringen fylder mere, kræver det specialistviden og store investeringer at følge med. Det giver derfor som oftest mening med et stærkt fokus på at drive ens kerneforretning, mens drift og vedligehold outsources til de bedste på området. Der er fx ingen, der længere forventer, at virksomheder eller det offentlige har deres egne servere stående i kælderen. Der er opnået en konsensus om, om at denne ydelse bedst varetages ude af huset, hvor specialistviden og skalerbarhed giver sikkerhed og økonomiske stordriftsfordele.

Men vi oplever netop nu en modreaktion i det offentlige – væk fra outsourcing til fordel for insourcing. Mens de private virksomheder forsætter med at outsource drift- og serviceydelser, slår det offentlige bremsen i, når det kommer til at udlicitere it, viser en stor undersøgelse fra 2016 blandt 300 nordiske virksomheder og organisationer. Forklaringen kan findes i udfordringen med at styre store it-projekter på skrift. Det er nemlig en svær balancegang at formulere en dækkende kravsspecifikation uden at dræbe innovationen, før den er begyndt.

Vi udfordres, fordi vi befinder os i den mest komplekse og spændende tid i menneskets historie, hvor teknologi flytter vores dimensioner på rigtig mange planer. Teknologien kommer også til at udvikle sig hurtigere, end vi kan nå at udnytte den. Det understreger nødvendigheden af en ny strategisk tankegang for både den private og den offentlige sektor. Ressourcerne skal i stedet sættes ind på at sikre visioner og strategier, en strømlinet organisation og medarbejdere, der har kompetencerne til at agere effektivt i en digital tidsalder.

Det offentlige skal ikke være verdensmester i at udvikle software, men i stedet i at skabe progressive visioner for Danmark, der samtidig accelererer væksten i såvel det private som det offentlige. Lad iværksættere investere og konkurrere om at lave de bedste teknologiske løsninger, mens det offentlige kan stille krav til samspil mellem data og systemer på tværs af alle sektorer.

De frie markedskræfter skal ses som en partner frem for som en konkurrent. En partner, der kan styrke vores samfund, drive vækst og give os internationale konkurrencefordele. Med private aktørers specialistviden kan vi accelerere den offentlige sektor.

Læs også