*

Opinion
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Disse tre techtrends vil præge finanssektoren i 2017

Teknologiske nybrud forandrer brancher og skaber helt nye industrier. Få er blevet ramt af den digitale udvikling som finanssektoren. Her er et tre bud på, hvilke techtrends, der kommer til at ramme branchen i år

2016 blev året, hvor den såkaldte augmented reality for alvor kom ind i vores hjem med kæmpesuccesen Pokemon Go. Det store spørgsmål er, hvilke trends vi kommer til at se i 2017 – og hvordan vil det påvirke erhvervslivet som fx banker, forsikringsselskaber og andre virksomheder i den finansielle sektor.

Her er tre bud.

Blockchain

Konceptet, der blev opfundet af Satoshi Nakamoto i 2008 i forbindelse med et white paper om Bitcoin (virtuel valuta, der kan bruges som betalingsmiddel et begrænset antal steder på internettet) er blevet kaldt »central for den fjerde industrielle revolution« (World Economic Forum).

Frit oversat fra Financial Times’ definition er en blockchain en delt digital regnskabsbog, der gør det muligt at registrere og godkende transaktioner (fx betalinger) over et netværk af computere frem for i en central optegnelse. Det betyder fx inden for forsikring, at man kan forsimple og automatisere skadeerstatningsprocessen omkring digitale policer, der kan sikre en sømløs overgang mellem indrapporteringen og vurderingen af skader og ved hjælp af datakilder kan give transparens for alle parter i vurderingen af skader.

På betalingsmarkedet har den spanske bank Santander allerede brugt blockchains til at forsimple og accelerere internationale betalinger, som hidtil har været håbløst forældet i forhold til, hvad moderne teknologi kan præstere.

Kunstig intelligens og automatisk læring

Udviklingen i kunstig intelligens er accelereret over de seneste år. Automatisk læring - machine learning - er et underfelt, der handler om at udlede regler fra data og dermed muliggøre, at computeren lærer ud fra erfaringer. Efterhånden som computerkraften er forøget, kan computere udsættes for enorme datasæt, som bruges til at analysere sig frem til de bedste og mest robuste løsninger på et problem.

Det betyder, at algoritmer kan fungere langt mere selvstændigt og efterhånden helt autonomt i forhold til at løse problemer. Løsningen findes allerede i virkeligheden, fx hos Googles søgemaskine og i sygdomsdiagnosticering og selvkørende biler. Banker og forsikringsselskaber kommer til at bruge det til at analysere adfærds- og kundedata, og mange kigger i øvrigt også på introduktionen af den digitale kundeservicemedarbejder, der kan lære at afkode menneskelig adfærd i interaktionen med kunder og agere derefter.

Internet of Things

2017 kan blive året, hvor centrale komponenter i vores hjem (ud over tyverialarmen) bliver koblet på internettet og overvåget – fx vandmåleren, der kan rapportere om afvigelser i forbruget af vand og således indikere læk eller eltavlen, der registrerer og informerer om strømafbrydelser – hvilket vil skabe potentiale for lavere præmier. Kobles denne teknologi samtidig sammen med blockchains, kan vores husholdning selv rapportere eventuelle skader, informere os om dækning og sikre udbetaling fra forsikringen. Det skaber samtidig et markant øget behov for cybersikkerhed, eftersom alle enheder med adgang til internettet potentielt set kan blive hacket.

Læs også