Debatindlæg
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Den syge danske model

Den danske arbejdsmarkedsmodel er skæv og syg i sin konstruktion. Lønmodtagerne får langt mere ud af den end arbejdsgiverne, skriver direktøren for Dansk Slagtermestre.

Den danske aftalemodel er alt for dyr for arbejdsgiverne og skader dansk konkurrenceevne. Foto: Mikkel Berg.

En gang imellem sker det, at en journalist stiller rigtig gode spørgsmål.

Det skete f.eks. i P1, da radiojournalisten Steen Nørskov for nylig havde arbejdsmarkedsforskeren, lektor og centerleder Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet i studiet. De skulle tale om, hvorvidt staten som i f.eks. Tyskland skulle fastsætte mindstelønningerne.

Steen Nørskov ville vide, om der er »noget problem« i en lovbestemt minimumsløn.

»Jamen, det er der jo,« lød det fra lektoren, som i en måske tankevækkende fortalelse belærte lytterne om, at det er "fagbevægelsen", der regulerer løn i Danmark. Han sagde ikke "arbejdsmarkedets parter". Men tilbage til hans svar:

»Det grundlæggende problem vil jo umiddelbart være, at det incitament, som du og jeg har til at melde os i en fagforening for at sikre, at vi derved giver opbakning til de overenskomster, som de indgår, og derved kan få ordentlige løn- og arbejdsvilkår – det forsvinder jo grundlæggende. For nu bliver det staten, der går ind og garanterer det. Så er det sådan set lige meget, som du er i Journalistforbundet, og jeg er i DJØF, for så er der andre, der klarer det.«

Nørskov: »Så kan man jo spare sit fagforeningskontingent.«

Andersen: »Ja, for så er det ikke nødvendigt, at du laver al den opbakning.«

Nørskov: »Hvilket problem er der i det?«

Andersen: »Det, der umiddelbart vil ske, er, at fagbevægelsen så nok vil få endnu sværere ved at sikre den opbakning, som i hvert fald visse dele af fagbevægelsen har store problemer med at sikre.«

Nørskov: »Men hvis staten regulerer det hele, så er det vel heller ikke et problem?«

Andersen: »Så må vi sige, at så er vi henne ved en helt anden form for regulering af det danske arbejdsmarked, og så kunne vi begynde på en større snak om dansk "flexicurity" og dansk evne til både at skabe produktivitet og job over tid, og hvor det her jo i sidste ende handler om, at man ikke smider en hel masse ting ud med badevandet – og hovsa, så var der sådan set nogle af de grundlæggende og sådan set velfungerende karakteristika ved det danske arbejdsmarked, som er væk.«

Nærmere kom de det ikke, og det er en skam, for tiden er netop inde til en "større snak" om fordele og ulemper ved den såkaldte danske model.

Der kan næsten ikke siges for meget godt om den betydning, som danske model har haft for udviklingen af det danske velfærdssamfund op igennem det 20. århundrede. Spørgsmålet er imidlertid, om den også vil være en fordel fremover.

Der kan næsten ikke siges for meget godt om den betydning, som den danske model har haft for udviklingen af det danske velfærdssamfund op igennem det 20. århundrede. Spørgsmålet er imidlertid, om den også vil være en fordel fremover.

Torsten Buhl, direktør for Danske Slagtermestre.

Det kan i hvert fald tørt konstateres, at vi arbejdsgivere har været meget dårlige til at forvalte vores del af ansvaret for lønudviklingen i dette fællesskab. Som interviewet så tydeligt viser, er det blevet sådan, at selv en universitetsforsker på området betragter aftalemodellen som værende udelukkende til fordel for den ene af aftaleparterne: Lønmodtagerne. Og det er fuldt fortjent og forståeligt, for vi har over samtlige 100 år bid for bid solgt ud af hovedinteressen i at have god, billig og fleksibel arbejdskraft.

Jeg anerkender, at arbejdstagerne i perioder har vist løntilbageholdenhed, men dels har de så sikret sig andre udgiftskrævende fordele – primært løn under frihed – dels har de efterfølgende så rigeligt indhentet tilbageholdenheden, uden at de kompenserende fordele så er forsvundet.

Arbejdsgiverne bærer imidlertid ikke hele skylden for den stadige fordyrelse. En afgørende aktør i den danske model er Forligsinstitutionen, hvor parterne havner, hvis vi ikke kan blive enige. Og næppe nogensinde er det hændt, at arbejdstagerne er kommet ud derfra med mindre, end de havde, da de gik ind. Det sker imidlertid altid for arbejdsgiverne. Vi taber hver gang – spørgsmålet er kun hvor meget.

Utallige arbejdsgivere har gennem tiden holdt lange taler for forligsmanden om pressede priser og vanskelige vilkår og om »disse for vort land så alvorlige tider«. Det interesserer imidlertid ikke forligsmanden.

Det kan man eksempelvis læse om i nu afdøde forligsmand Mette Koefoed Bjørnsens erindringer fra 2006, ”FORLIG ELLER FORLIS – mine år i Forligsinstitutionen”. Her skriver hun ligeud på side 78, at »det ikke er forligsmandens opgave at tage hensyn til den aktuelle samfundsøkonomiske situation.«

Hun var ellers den første og hidtil eneste forligsmand, der ikke var jurist – men økonom! Lige lidt hjalp det altså, og sådan har det alle dage været. Forligsmandens opgave er udelukkende den meget konkrete og kortsigtede: at undgå, at der udbryder konflikt (læs: strejke). Og hvordan gør man det? Det gør man ved at give arbejdstagerne noget med hjem. Så de kan i princippet gå til overenskomstforhandlinger med ublu krav og så ellers læne sig tilbage vel vidende, at de i hvert fald får noget med derfra.

Man vil måske indvende, at også arbejdsgiverne kan tage kampskridt.

Vi kan iværksætte lockout, dvs. sende de ansatte hjem og vente på, at de bliver møre. Private arbejdsgivere bliver imidlertid af mange gode grunde meget hurtigere møre selv, så det er der ikke meget ved. Strejketruslen er ikke så lidt mere værd end truslen om lockout, og det ved forligsmanden godt. Og da han kun bliver bedømt på, om han kan afværge en konflikt, bliver resultatet, at det hver eneste gang er arbejdstagerne, der vinder.

Når det er sagt, kommer vi ikke uden om, at der også – rent principielt – eksisterer et strukturelt problem i den danske model.

Som det er nu, venter alle andre med at indlede overenskomstforhandlinger på det private område, til "de store" er nået frem til et resultat. De store er på arbejdsgiversiden DI og på arbejdstagersiden CO-Industri. De sætter sig til forhandlingsbordet i begyndelsen af et overenskomstår, og først når de er nået frem til et resultat, eventuelt med forligsmandens medvirken, går de mange andre arbejdsgiver- og fagforeninger i gang. Så ligger rammen imidlertid fast; så står det klart, hvor forligsmanden i givet fald vil lægge snittet, og hvor det ender, hvis udgangen bliver, at Folketinget må ind over og ophøje et mæglingsforslag fra forligsmanden til lov. Omkostningsforøgelsens omfang ligger fast.

Når vi i Danske Slagtermestre langt om længe kan sætte os til bords med dem, som vi har overenskomster med, primært Fødevareforbundet NNF og HK Handel, er resultatet således i alt væsentligt støbt i beton, inden vi overhovedet får begyndt.

Vi har altså i virkeligheden meget lille indflydelse på vore egne overenskomster. Talrige erfaringer siger os, at hvis det ikke var for disse overenskomster, ville vi kunne organisere betydeligt flere virksomheder, end vi gør nu. Virksomheder, som ikke er omfattet af en overenskomst, slår syv kors for sig ved tanken om at blive det. Overenskomsterne er en hæmsko for os som brancheorganisation, og det burde de jo ikke være i den højt besungne danske model, hvor vi ideelt set burde prise os lykkelige for dem.

Overenskomsterne er en hæmsko for os som brancheorganisation, og det burde de jo ikke være i den højt besungne danske model, hvor vi ideelt set burde prise os lykkelige for dem.

At vi som arbejdsgiverforening fuldstændigt er prisgivet det resultat, som arbejdsgiverforeningen DI forhandler sig frem til, er der som nævnt et strukturelt problem i. Rent principielt er der nemlig det problem, at man kan rejse et habilitetsspørgsmål på baggrund af, at kontingentet til DI beregnes ud fra den såkaldte lønsum. Det betyder, at organisationens kontingentindtægter alt andet lige stiger, når deres medlemmers ansatte får mere i løn.

Jeg vil end ikke antyde, at dette har spillet nogen som helst rolle for DI’s direktion, når den har ført de afgørende overenskomstforhandlinger for arbejdsgiversiden. Men inhabilitet kan jo godt foreligge, uden at den har indflydelse på resultatet. Selve interessesammenfaldet er tilstrækkeligt, og det foreligger unægteligt i den danske model: fagbevægelsens succeskriterium er lønstigninger, og overfor sidder en hovedforhandler med en snæver fordel af, at lønningerne stiger lige nøjagtig så meget, at det ikke fører til et så stort fald i beskæftigelsen, at lønsummen alligevel ikke stiger.

Det duer jo ikke. Den danske model er skæv, og den er syg i sin konstruktion. Den er langt fra at være af lige stor værdi for arbejdsgivere og lønmodtagere, og på et tidspunkt kuldsejler den. Før eller siden må man fra politisk side gribe ind over for den stadige omkostningsforøgelse, som det ligger i modellens natur at afføde.

Den danske model er skæv, og den er syg i sin konstruktion. Den er langt fra at være af lige stor værdi for arbejdsgivere og lønmodtagere, og på et tidspunkt kuldsejler den.

Der er to år til næste store overenskomstfornyelser på det private område, og med mindre vi allerede nu udsætter systemet for et kritisk eftersyn – og handler derpå! – kan vi se frem til flere vækstdræbende fordyrelser til den tid.

Lad os derfor komme i gang med eftersynet med det samme, og lad uvildige erhvervsfolk indgå i det.

Hold derimod universitetsforskere udenfor.

Af Torsten Buhl, cand.jur. og direktør for Danske Slagtermestre.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.

BRANCHENYT
Læs også