*

Debatindlæg
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Dansk Industri og NNF stikker hovedet i busken

Den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet overlever kun, hvis vi griber ind nu, skriver direktøren for Danske Slagtermestre.

De store organisationer, DI og CO-Industri, har alt for meget magt over løndannelsen på det private arbejdsmarked. Foto: Thomas Borberg

Jeg beskrev for nylig i et debatindlæg på Finans den såkaldte "danske model" som skæv og syg i sin konstruktion. Jeg anførte primært to strukturelle fejl i modellen:

For det første, at Forligsinstitutionen i bogstaveligste forstand er økonomisk uansvarlig. Forligsmanden skal hverken tage hensyn til samfundsøkonomien i bred forstand eller til virksomhedernes konkurrenceevne. Han skal bare sørge for at undgå, at lønmodtagerne nedlægger arbejdet, og han kan se bort fra en eventuel trussel fra arbejdsgiversiden om lockout, for den er alligevel ikke reel.

For det andet påpegede jeg det strukturelle og principielle problem, at rammen for overenskomstfornyelser på hele det private arbejdsmarked – dvs. virksomhedernes omkostningsforøgelser – fastlægges af DI og CO-Industri, og at DI for så vidt er inhabil i disse afgørende forhandlinger, fordi organisationens kontingenter er baseret på lønsum. Det betyder alt andet lige, at når lønningerne stiger, sker det samme for DI’s kontingentindtægter.

Jeg antyder ikke, at dette har spillet nogen rolle under forhandlingerne, men det behøver heller ikke at have været tilfældet, for at der foreligger inhabilitet, og at der gør det, burde være evident. Og det er et problem for hele det private arbejdsmarked, for hvad DI giver CO-Industri, må vi andre også give dem, som vi har overenskomster med. Det skyldes især, at Forligsmanden, hos hvem vi havner, hvis vi ikke kan blive enige, vil lægge niveauet nøjagtigt dér, hvor det er lagt af de store. Det giver ro på arbejdsmarkedet, tænker forligsmanden, og så er det sådan, det bliver.

Dette system, som i sit væsen medfører, at arbejdskraften bliver stedse dyrere for hver overenskomstfornyelse, vil uvægerligt føre til politiske indgreb på et eller andet tidspunkt, hvis vi ikke selv retter fejlene, mens tid er. Derfor opfordrede jeg til, at den danske model underkastes et kritisk eftersyn allerede nu.

Kronikken fik Finans til redaktionelt at indhente kommentarer fra DI og Fødevareforbundet NNF, som også selv skrev en kommentar. DI afviser kritikken, »fordi Danmarks lønkonkurrenceevne er blevet forbedret de seneste år« – en påstand, som i høj grad kan diskuteres. Den danske konkurrenceevne er måske nok forbedret, men det er især takket være effektiviseringer, som jo ikke kan fortsætte i det uendelige. Selve lønkonkurrenceevnen er tværtimod forringet.

DI forsvarer sig endvidere med, at det er helt almindeligt, at arbejdsgiverforeningers kontingenter er baseret på lønsum. Det bliver det jo imidlertid ikke bedre af.

I NNF kalder næstformand Tage Arentoft mine to kritikpunkter for »underholdende« og betegner dem som »konspirationsteorier«. Han medgiver dog, at det er et problem, at forliget mellem DI og CO-Industri fastlåser forhandlingerne for alle os andre. Men ellers mener han, at kritikken har »lidt karakter af mandagstræner«.

Nej, tværtimod!

Pointen er netop, at hvis der ikke nu - mens tid er - gribes ind, så dør den danske model. Det er ikke mit ønske, og derfor bør modellen tilføres en habil økonomisk ansvarlighed, f.eks. ved at knytte uafhængige økonomer til Forligsinstitutionen. Det kunne være en vismand fra Det Økonomiske Råd eller en direktør fra Nationalbanken. At stikke hovedet i busken, som DI og NNF gør, har derimod ingen virkning.

Af direktør, cand.jur. Torsten Buhl, Danske Slagtermestre

Læs også