*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Danmark bistår Kina i at skære kulforbrug

INFO: Fakta følger

Politik
Nu skal de kul-bjergene, der fodrer Kinas enorme kul-forbrug, reduceres - og det skal Danmark hjælpe til med.   Foto: AP

Nyt samarbejde om at modernisere Kinas kulkraftværker skal skære en ordentlig luns af landets CO2-udledning. Klima- og energiministeren indgår aftale i Beijing.

Intet land i verden bruger så meget kul som Kina, og få steder sviner det klimaskadelige brændsel mere.

Nu skal et nyt samarbejde mellem Danmark og Kina hjælpe med at effektivisere driften af landets aldrende kulkraftværker. Det vil nedbringe kulforbruget, sænke landets enorme CO2-udslip og desuden forbedre luftkvaliteten i kinesiske byer.

Klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt underskrev mandag under et besøg i hovedstaden Beijing en aftale om samarbejdet, der med tiden skal udbredes til alle kulkraftværker i landet, hvis et pilotprojekt falder heldigt ud.

- Vi stiller dansk ekspertise til rådighed for at effektivisere driften af kinesiske kulkraftværker, herunder hvordan man indpasser store mængder af ikke mindst vedvarende energi i energiforsyningen. Vi er rigtig gode i Danmark til at sikre, at kraftværker og vindmøller fungerer sammen, siger Lilleholt til Ritzau fra Beijing.

Systemets manglende evne til altid at optage vindkraften betyder, at kinesiske vindmøller står stille 15 procent af tiden i stedet for at snurre.

- Hos os i Danmark gearer kraftværkerne ned, når det blæser meget, og gearer op, når det kun blæser lidt. Sådan fungerer det ikke helt i Kina, og det betyder, at masser af energi går til spilde, siger ministeren.

Brug af dansk teknologi og ekspertise vil efter planen føre til, at der skæres 30 millioner ton af Kinas CO2-udledning - det svarer til omkring tre fjerdedele af Danmarks energirelaterede udslip af drivhusgas.

- For mig er det opfølgning på klimatopmødet i Paris, hvis vi kan sikre en mere effektiv drift af kraftværker i Kina. Vi skal i første omgang demonstrere i virkelighedens verden, at det rent faktisk kan lade sig gøre at drive disse værker effektivt, siger Lars Chr. Lilleholt.

Falder samarbejdet heldigt ud, skaber det et nyt marked for en række danske virksomheder, der har viden på området, tilføjer han.

- Dette er lavthængende frugter, og kan vi med dansk teknologi løse en del af Kinas udfordringer med luftforurening og CO2-udledning, er det en kæmpemæssig gevinst, siger ministeren.

Læs også