*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Københavns Universitet i massiv fyringsrunde - forskning og uddannelse bliver ramt

Vi skærer i forskningens livsvigtige fødekæde, siger rektor Ralf Hemmingsen om stor sparerunde.

Politik
Op mod 7 pct. af Københavns Universitets medarbejderstab skal skæres fra - enten i form af fyringer, aftrædelsesordninger eller naturlig afgang. Foto: Tariq Mikkel Khan

Københavns Universitet skærer nu dybt i staben af medarbejdere.

Mere end 500 stillinger forsvinder, oplyser Københavns Universitet, der skyder skylden på regeringens besparelser på forskning og uddannelse.

Fyringerne i tal

Hver fjerde stilling, der forsvinder på KU, er en forsker.

Fyringsrunden sker den 9.-11. februar 2016, hvor berørte medarbejdere bliver indkaldt til partshøringssamtaler og varslet om påtænkt afskedigelse

Antal nedlagte stillinger svarer på KU samlet set til 7,4 pct. af medarbejderstaben.

Nedlagte stillinger fordelt på fakultetsniveau svarer til:

Samfundsvidenskab: 5,8 pct.
Jura: 7,1 pct.
Teologi: 13,2 pct.
Sundhedsvidenskab: 6,6 pct.
Naturvidenskab: 7,6 pct.
Humaniora: 8,7 pct.
Fællesadministrationen: 8,1 pct.

Kilde: Københavns Universitet.

Størstedelen af besparelserne er fundet på administration og service. 209 personer får en fyreseddel, mens 323 stillinger nedlægges eller opsiges via frivillige fratrædelser.

»Vigtige støttefunktioner omkring de studerende, forskerne og underviserne vil bortfalde eller blive udført i mindre omfang. Og vi kommer til at uddanne færre ph.d.’er. Dermed skærer vi i forskningens livsvigtige fødekæde. Det vil kunne ses på Danmarks forskningsevner om 5-10 og 20 år,« siger rektor Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse.

Den store sparerunde er en reaktion på regeringens besparelser på forskning og uddannelse. Københavns Universitet skal i alt spare 500 mio. kr. eller det, der svarer til cirka 6 pct. af den samlede omsætning.

De største fakulteter - natur og sundhedsvidenskab - tegner sig tilsammen for mere end 330 nedlagte stillinger. På Humaniora er tallet omkring 90. I alt 7 pct. af universitetets samlede medarbejderstab forsvinder.

»Vi gennemgår nu hele organisationens måde at løse opgaver på. Og vi vil se fakulteter, der må foretage yderligere tilpasninger som følge af den lokale udvikling i indtægter og omkostninger.«

Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet.

Siden 2010 er det statslige tilskud til Københavns Universitet faldet med cirka 10 pct. pr. studerende. Og med nedskæringerne i finansloven for 2016 er der ifølge rektor Ralf Hemmingsen skabt helt nye økonomiske rammevilkår for de danske universiteter.

»Københavns Universitet har trods mange års nedgang i tilskud til uddannelse formået at holde en stabil økonomi takket være en stabil basisbevilling, et højt forskningsniveau og ved at få flere eksterne midler til universitets aktiviteter. Denne økonomi er desværre nu blevet ændret radikalt. Og politisk er der ikke skabt sikkerhed for vores budgetter i 2019,« siger Ralf Hemmingsen.

Derfor er Københavns Universitet tvunget til at skære ind til benet, fortsætter han.

»Vi gennemgår nu hele organisationens måde at løse opgaver på. Og vi vil se fakulteter, der må foretage yderligere tilpasninger som følge af den lokale udvikling i indtægter og omkostninger,« siger Ralf Hemmingsen.

Blandt andet er Københavns Universitet i gang med at vurdere, hvor mange små sprogfag, der kan udbydes fremover.

Nogle af de sundhedsvidenskabelige uddannelser med dyrt udstyr, laboratorier og dyrestalde bliver gået efter i sømmene for at se, om de kan løbe rundt i fremtiden.

Læs også
Annonce