*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

10-årigt superlån kan vælte F1 af pinden

Økonom: Fastforrentet lån på blot én pct. kan spare dig for hundredtusindvis af kroner.

Privatøkonomi
10-årigt fastforrentet lån på 1 pct. kan være af stor interesse for F1-lånere, der leder efter nyt superlån. Arkivfoto: Rasmus Flindt Pedersen

Interessen for nye superlån stiger i takt med bidragssatsen på F1-lånet.

Udgifterne for F1-lånet er nemlig blevet så store, at banker i stigende grad råder folk til at skifte fra lånetypen. Og lige nu er kursen på det 10-årige fastforrentede lån på 1 pct. historisk højt og kurstabet derfor relativt beskedent, lyder det fra chefanalytiker i Spar Nord, Martin Lundholm.

»Omkostningerne ved F1-lån er efterhånden blevet så høje, at mange flygter fra dem, og en del af dem vælger 1 pct. lånet i stedet. Og hvis løbetiden er den samme, så stiger ydelsen kun 110 kroner om måneden efter skat per million kroner, du omlægger fra F1 til 1 pct. lånet,« siger han.

 

Med i låneomlægningen hører dog også et mindre kurstab på 7.500 kr. og udgifter til låneomlægningen på ca. 8.500 kr., siger han.

Alligevel er efterspørgslen stor, og det har rod i danskernes spareiver, hedder det.

»Danskerne har de seneste år sparet op i et tempo, som vi ikke har set tidligere, og det betyder, at vi i dag har rekordmange penge til at stå på bankkontoen. Og dermed er der også flere boligejere, som både er i stand til og interesseret i at sætte turbo på afviklingen af boliglånet,« siger Martin Lundholm.

Og det kan give god mening, at komme hurtigt af med gælden, for det sparer renterne i mange år.

 

Konverterer man et 3,5 pct. 30 års forrentet lån på 1 mio. kr. til et 1 pct. 10 års forrentet, sparer man samlet 183.300 kr. før skat. Til gengæld betaler man mere pr. måned, idet gælden skal afvikles tre gange hurtigere.

»Med et traditionelt boliglån betaler du gælden tilbage over 30 år, så den månedlige ydelse på et 10-årigt lån er selvfølgelig betydeligt højere, fordi gælden skal afdrages over kortere tid. Til gengæld slipper du med at betale 1 procent i fast rente i hele lånets løbetid,« siger Martin Lundholm.

Lånet er ligeledes ideelt til at finansiere større boligforbedringer eller som bilkøb, mener han. Han pointerer dog samtidig, at det kræver friværdi i boligen, idet lånet er et realkreditlån. Desuden er der udgifter forbundet med omlægning, hvorfor lånet ifølge Martin Lundholm kun kan betale sig ved relativt store finansieringsbehov på 100.000 kr. eller opefter.

Læs også