*

MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Tusindvis af nye studerende vil deles om huslejen

Mangel på lejeboliger og høje huslejer i de store byer har pustet liv i en kollektiv boform.

Flere af landets lejeboligportaler melder om en stigende interesse i at dele huslejen med andre. Arkivfoto: Ida Munch

I den kommende tid strømmer titusindvis af nye studerende ud på boligmarkedet, og mange af dem har planer om at bosætte sig i bofællesskaber eller kollektiver.

Sådan lyder meldingen fra flere af landets lejeboligportaler, der melder om en stigende interesse i at dele huslejen med andre. Ikke kun af lyst - men af nød.

I de store studiebyer som København og Aarhus er priserne på ejerlejligheder steget gennem længere tid, og udbuddet af lejeboliger har svært ved at følge med efterspørgslen. Det er med til at drive huslejepriserne i vejret.

Derfor kan en kollektiv boligform være den eneste måde for nye studerende at få tag over hovedet, mener Henrik Løvig, adm. direktør i BoligPortal.dk.

»Der er en del omkostninger forbundet med at flytte hjemmefra, især hvis man gerne vil bo i Aarhus eller København. Blandt andet derfor ser vi, i takt med den stigende efterspørgsel og husleje på små, studieegnede boliger, at flere og flere søger mod bofællesskaber og kollektiver,« siger han.

Lejebolig.dk er interessen for deleboliger steget markant, lød meldingen fra direktør Michael Eggert tidligere på året, og boligsitet Findroommate.dk, der er specialiseret i at hjælpe boligsøgende, som gerne vil dele huslejen med andre, oplever en betydelig vækst i antallet af brugere.

Hver måned er der omkring 200, som på BoligPortal.dk enten søger et bofællesskab eller tilbyder plads i et. Det er væsentligt flere end tidligere.

Bofællesskab er især et udbredt alternativ blandt boligsøgende, der ikke vil for langt væk fra centrum, men ikke har råd til at betale huslejen i en centralt beliggende bolig alene. Og der er mange penge at spare, hvis man er villig til at deles om de dyre kvadratmeter, understreger Henrik Løvig.

»Hvis man så endda flytter i bofællesskab i en forstad, kan der være rigtig meget at spare. I København er der f.eks. omkring 50.000 kroners forskel om året på den gennemsnitlige husleje på en 100 kvm stor fireværelses lejlighed, afhængigt af om den ligger i centrum eller i Taastrup,« siger han.

Den kollektive livsform er imidlertid ikke problemfri og kan hurtigt udvikle sig til uvenskab og konflikter, hvis ikke alle aftaler er på plads fra begyndelsen. Lejernes Landsorganisation (LLO) oplever oftere en ny type lejekonflikt, der drejer sig om lejeres rettigheder i bofællesskaber, og hos Ejendomsforeningen Danmark, der er erhvervsorganisation for ejere, udlejere og boligadministratorer, har man taget bestik af udviklingen og arbejder lige nu sammen med Danmarks Almene Boliger og Lejernes Landsorganisation (LLO) om en fælles vejledning.

»Først og fremmest skal man have godkendelse fra sin udlejer til at leje værelser i lejeboligen ud. Dernæst er det meget vigtigt, at man søger den rette rådgivning, så man får alt det rigtige ned på papir, når man lejer værelser ud til sine venner og derved laver et bofællesskab,« siger Henrik da Silva, advokat og juridisk konsulent i Ejendomsforeningen Danmark.

Han fortæller, at det ofte er i kontrakten – eller mangel på samme - mellem beboerne, at problemerne opstår. Og så kan selv de bedste venskaber ende i stridigheder.

»Den typiske situation er, at en enkelt person lejer en stor lejlighed og gerne vil leje et par værelser ud til sine venner. Derved bliver personen både lejer og udlejer, og det kan være svært at håndtere, hvis man for eksempel lige er flyttet til København som 19-årig studerende. For at undgå konflikter er det derfor vigtigt, at aftalerne er på plads fra begyndelsen og er skrevet ned i en kontrakt,« siger Henrik da Silva.

Den fælles vejledning ventes klar til brug i løbet af sommeren, men inden studiestart.

Fire gode råd hvis du overvejer bofællesskab

  • Vær ikke den eneste, der står på lejekontrakten. Sørg for at alle lejere i lejemålet skriver under. På den måde er alle forpligtiget over for hinanden.
  • Husk at få lavet en aftale om frigørelse fra lejekontrakten inden der skrives under.
  • Sæt jer sammen og læs lejekontrakten igennem, inden I skriver under.
  • Diskuter på hvilke vilkår, I vil bo sammen. Det skaber et sundt og stabilt udgangspunkt for et bofællesskab.
Læs også