*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Flere "Til salg"-skilte forsvinder

Hvert fjerde til salg-skilt i Københavns omegn er forsvundet det seneste år. Også uden for landets største byer er der stigende aktivitet.

Privatøkonomi
Realkreditrådets udbudsstatistik for august viser, at 58.956 ejerboliger er til salg i Danmark. Det er 3.554 færre ejerboliger end for et år siden. Foto: Morten Langkilde.

Antallet af til salg-skilte i Danmark falder fortsat, og selvom det især er landsdelene uden for København, der har mest gang i salget, er tendensen så småt begyndt at brede sig.

Realkreditrådets udbudsstatistik for august viser, at 58.956 ejerboliger er til salg i Danmark, fordelt på 38.866 parcel- og rækkehuse, 7.402 ejerlejligheder og 12.697 fritidshuse.

Det er 3.554 færre ejerboliger end for et år siden.

Ifølge direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen, kan optøningen på det danske boligmarked så småt fornemmes uden for landets største byer, omend København tegner sig for en stor del af faldet.

Således er hvert fjerde hus, der stod til salg i Københavns omegn for et år siden, forsvundet. I Østsjælland er det næsten hvert femte hus. Selvom de største fald altså findes lige uden for Hovedstaden, står der også færre huse til salg på Fyn og i Jylland.

»Mere end halvdelen af de huse, der det seneste år er gledet ud af boligudbuddet, kan tilskrives de fem landsdele vest for Storebælt. Det skal selvfølgelig ses i forhold til, at det også er her, at langt de fleste huse til salg befinder sig,« siger Ane Arnth Jensen.

De færre til salg-skilte afspejler, at handelsaktiviteten på det danske boligmarked er på sit højeste niveau i syv år. Den spirende optimisme i dansk økonomi og de lave boligrenter har lokket flere købere på markedet, lyder vurderingen fra flere økonomer.

Ikke desto mindre er der dobbelt så mange huse til salg som i 2005, hvilket tydeligt illustrerer, at boligopsvinget langt fra er et landsdækkende fænomen.

»I nogle områder er der fortsat tale om en bedring fra et særdeles afdæmpet aktivitetsniveau, mens der i andre områder er frygt for overophedning af boligmarkedet og risiko for opbygning af prisbobler,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Frygten for sidstnævnte er især knyttet til ejerlejlighedsmarkedet i København, der opererer i høj fart. For det første er den gennemsnitlige udbudstid og liggetid på ejerlejligheder i København på hhv. 89 dage og 72 dage - ikke langt fra tidligere tiders bundrekorder. For det andet er udbudspriserne steget med 15,4 pct. det seneste år.

Det svarer til, at en lejlighed på 80 kvm. er blevet 420.000 kr. dyrere.

»Når det er sagt, så faldt udbudspriserne marginalt fra juli til august, og det var anden måned i træk med svagt faldende udbudspriser på ejerlejligheder i København. Det kan give en indikation på, at rentestigningerne gennem maj og juni har fået tempoet lidt ned på dette marked,« vurderer Christian Hilligsøe Heinig.

Boligøkonom i Nykredit, Joachim Borg Kristensen, bider mærke i, at der i modsætning til det samlede boligmarked er kommet flere boliger til salg i København. Antallet af ejerlejligheder udbudt til salg hos en mægler er steget med 457 siden årsskiftet til i alt 2.607.

Men det er stadig et meget lavt niveau, mener han.

»Presset på det københavnske boligmarked er rigtig stort, og netop manglen på salgsopstillinger i særligt de centrale bydele er en meget væsentlig årsag til, at priserne har taget et stort hop siden årsskiftet,« siger Joachim Borg Kristensen.

På landsplan står en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvm. til salg for 2,2 mio. kr., mens et gennemsnitligt hus på 140 kvm. sælges for 1,97 mio. kr.

Udbudstiden på lejligheder i Aarhus, Odense, Aalborg og København ligger tæt på tre måneder, mens flere mellemstore byer som Esbjerg, Kolding og Randers har udbudstider på mellem otte og tolv måneder.

På landsplan har ejerlejligheder i gennemsnit stået til salg i over fem måneder, hvorimod udbudstiden på huse ligger på mere end ti måneder.

Læs også
Annonce