*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Tre fif: Sådan undgår du at blive snydt af webshoppen ved julegaveindkøb

Men når du køber gaverne i god tid, så er det vigtigt at have styr på de krav, som netbutikkerne vil have dig til at skrive under på.

Privatøkonomi
Arkivfoto: Colourbox

Selv om der er to måneder til juleaften, er julehandlen allerede godt i gang på det de danske webshops. Og i år forventes det, at der i alt skal sælges julegaver for mere end 10 mia. kr. via webshops.

Men når du køber gaverne i god tid, så er det vigtigt at have styr på de krav, som netbutikkerne vil have dig til at skrive under på, når du handler på nettet. Det mener Camilla Post, der er chefjurist e-mærket.

Her er e-mærkets tre punkter, som du bør være opmærksom på, når du handler julegaven på nettet:

1. Tjek webshoppens bytteregler

Som forbruger har du altid mindst 14 dage til at fortryde et køb, når du handler på nettet. Men hvis gavemodtageren skal kunne bytte gaven efter jul, er det ikke tilstrækkeligt, hvis gaven er købt i oktober, november eller for den sags skyld i starten af december.

»Rigtig mange webshops tilbyder, ligesom de fysiske butikker, udvidet bytteservice helt ind i januar, men det er ikke et krav. Du bør derfor altid tjekke, hvad netbutikken skriver om julegavebytning, inden du køber. Det gør livet meget nemmere for modtageren,« siger Camilla Post.

2. Åbn altid pakken med det samme

Det er aldrig en god idé at vente for længe med at åbne pakken fra webshoppen. Også selvom du først skal give den som gave et par måneder senere. Det er der to gode grunde til.

»For det første undgår du at stå den 23. december med en forkert vare, du ikke kan nå at ombytte, og for det andet står du bedre i tilfælde af en eventuel fejl eller defekt ved varen,« siger Camilla Post.

Jo før du reklamerer over en defekt vare, jo nemmere er det nemlig at bevise, at varen var i stykker fra starten. Har du haft det nye strygejern til tante Olga stående i to måneder, giver du webshoppen mulighed for at hævde, at du selv er skyld i defekten.

»Derudover er det altid en god ide at gemme emballagen i tilfælde af en reklamationssag. Mærker, stød og ødelagte hjørner kan nemlig give en indikation af, om pakken har fået en lidt hårdhændet medfart under transporten,« fortæller Camilla Post.

3. Tjek gyldigheden af gavekort

Giver du et gavekort eller et såkaldt oplevelsesgavekort, er det dog vigtigt at være opmærksom på, hvor længe det er gyldigt.

»Der er ikke nogen specifik regel for, hvor lang løbetid et gavekort skal have, men fristen må ikke være ”urimelig kort”. Det bliver som regel tolket som minimum seks måneder, hvis gavekortet lyder på en bestemt ydelse,« siger Camilla Post.

Dog skal du altid oplyses om udløbsfristen, ligesom den skal fremgå af gavekortet for at være gældende. Er der ikke oplyst en udløbsdato, er gavekortet gyldigt i tre år.

Læs også
Annonce