*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Bemærkelsesværdig tendens bremser boligfesten i København

Prisen på ejerlejligheder i centrale bydele af København er steget med 40-60 pct. siden bunden i 2011.

Privatøkonomi
Antallet af lejligheder, der er til salg i København og på Frederiksberg, er fortsat på et meget lavt niveau. Foto: Jens Dresling

Efter en årrække med massive prisstigninger på ejerlejligheder i det centrale København er priserne fladet ud og antallet af til salg-skilte skudt i vejret.

Det viser nye, overraskende tal fra Realkreditrådet.

Siden februar er antallet af udbudte ejerlejligheder i Københavns og Frederiksberg Kommune steget fra 1.700 til 2.600. Det svarer til en stigning på 52 pct. – eller 32 pct., når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Tallene siger dog intet om det ukendte antal boliger, der ligger salgsklare i skuffen hos mæglere uden at være udbudt på nettet.

»Stigningen er bemærkelsesværdig, fordi manglen på boliger til salg er en væsentlig årsag til, at priserne i centrale bydele er steget med 40-60 pct. siden bunden i 2011,« siger boligøkonom i Nykredit Joachim Borg Kristensen.

Desuden går tendensen stik imod resten af landet, hvor udbudspriserne generelt er stigende og antallet af udbudte boliger faldende.

Antallet af lejligheder, der er til salg i København og på Frederiksberg, er fortsat på et meget lavt niveau.

Men det stigende udbud kan medvirke til, at prisstigningerne bliver mindre, end vi var vidner til i begyndelsen af året, mener Joachim Borg Kristensen.

»Det er en entydig positiv udvikling. Det gik for hurtigt over foråret. Der er stadig boligmangel i København, men det større udbud mindsker risikoen for de bobletendenser, der er talt meget om,« siger han og understreger, at det fortsat er sælgers marked i indre København.

Den gennemsnitlige salgstid på en ejerlejlighed i området er således under 80 dage. At både udbudspriserne og salgspriserne er stagneret viser imidlertid, at købere ikke finder sig i hvad som helst.

»For det første vil de ikke risikere at betale overpris for en lejlighed. Derfor er flere også begyndt at søge bredere, når de skal finde en bolig. Og for det andet er de blevet ramt af realiteterne. Når den fastforrentede rente er 3 pct. og ikke 2 pct. gør det en forskel,« siger Joachim Borg Kristensen.

En ejerlejlighed på 80 kvm i Københavns Kommune bliver i gennemsnit solgt for 2,58 mio. kr. På Frederiksberg koster samme lejlighed i gennemsnit 2,95 mio. kr.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også