*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Selv på Samsø stiger huspriserne

I flere ellers dødsdømte områder er der godt nyt for boligejerne, viser nye tal.

Privatøkonomi
Samsø er en af mange kommuner, der hører med til Udkantsdanmark. Men også her er der fremgang at spore på boligmarkedet. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Det går overraskende godt for boligmarkedet i dele af landet, der ellers mere eller mindre var dødsdømt.

I kommuner som Lolland, Morsø og Samsø har der været markante prisstigninger i løbet af 2015. Og selv om udviklingen skal tages med et vist forbehold, fordi prisstigningerne kan basere sig på få handler, er udviklingen markant. Det går simpelthen bedre med boligmarkedet i Udkantsdanmark, viser en analyse fra Realkredit Danmark.

»En af årets mest positive historier på boligfronten er, at bedringen på boligmarkedet har bredt sig ud på tværs af landet, og det er ikke længere kun landets største by-områder, der oplever fremgang,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Der er primært tre forklaringer på udviklingen:

  • De meget lave renter smitter positivt af på boligmarkedet i hele landet.
  • Det økonomiske klima er blevet fortsat bedre i 2015, og det økonomiske opsving har også i stigende grad bredt sig ud til alle landets regioner.

Der har været ganske pæne prisstigninger i flere af de større byområder de senere år, og det sætter nu sine spor på tværs af landet. Eksempelvis betyder de senere års store prisstigninger i københavnsområdet, at flere nu i højere grad overvejer at købe bolig lidt længere væk fra København.

Dykker man ned i data for yderområderne, ses et tydeligt billede af, at bedringen også er nået ud i disse områder. Huspriserne har været stigende gennem 2015, og huspriserne i de 35 kommuner er set som gennemsnit 8 pct. over niveauet over det seneste år.

Der er på ingen måde tale om en homogen masse. I det seneste års tid har været betydelige prisfald i eksempelvis Skive, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Struer og Odsherred, mens der har været prisstigninger på mere end 20 pct. i kommuner som Faxe, Lolland, Norddjurs, Morsø, Slagelse, Billund og Samsø.

De store prisudsving i den ene eller anden retning skal tages med et gran salt, når det drejer sig om regionale boligprisdata. Data korrigeres ikke for kvaliteten og beliggenheden af de handlede boliger, og med et begrænset antal handler på kommunebasis kan det give anledning til meget statistisk støj i tallene.

»Det er derfor endnu for tidligt at konkludere, at opsvinget på boligmarkedet for alvor har ramt hele landet. Det halter stadig flere steder. Når det er sagt, er bundlinjen dog, at der trods alt er fremgang at spore på tværs af landet - også i boligmarkedets yderområder,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Læs også
Annonce
Annonce