*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Boliglån er kommet på januarudsalg

På kun syv måneder er det blevet langt mere attraktivt at tage et boliglån.

Privatøkonomi
Arkivfoto: Morten Fauerby

Boliglån med fast rente er kommet på januarudsalg. På blot syv måneder er det blevet 120 kr. billigere hver måned at låne 1 mio. kr. Samtidig bliver gælden 37.000 kr. lavere.

Hvis man skal optage et lån på 1 mio. kr., vil man i dag få en hovedstol på 1.028.000 kr. og en månedlig ydelse efter skat på 3.850 kr. Samlet set vil man over hele lånets løbetid skulle betale 1.460.000 kr. tilbage.

Hvis lånet var blevet optaget tilbage i juni sidste år, dvs. kort før renten igen begyndte at falde efter en urolig periode i april og maj, ville hovedstolen have lydt på 1.065.000 kr. og den månedlige ydelse på 3.970 kr. Samlet set havde boligejeren skulle betale 1.512.000 kr. tilbage.

»Rentefaldet er godt nyt for boligkøberne. Det betyder nemlig, at det både er blevet billigere at købe hus og nemmere at blive kreditgodkendt,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Den lange rente er stille og roligt faldet de seneste måneder, men efter årsskiftet har faldet taget fart, og de 30-årige obligationer er faldet et point på bare fire dage. Den 30-årige 3 pct. obligation med afdrag ligger i en kurs meget tæt på 100. 2,5 pct. obligationen har rundet kurs 96 og er dermed for alvor attraktiv igen.

Også de 20-årige 2,5 obligationer ligger i en kurs meget tæt på 100.

Ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, er de seneste dages rentefald oplagte for en bestemt type boligejere. Det er dem, der ikke nåede at konvertere sidste år. Der er opsigelsesfrist igen i slutningen af januar.

Det er især låntagere med fast forrentede 30-årige 4 pct.-lån og 5 pct.-lån, der kan overveje gunstige konverteringsmuligheder i de 15-årige, 20-årige og 30-årige fast forrentede lån. Realkredit Danmark har omtrent 14 mia. kr. tilbage i disse serier. Renten skal falde yderligere før, at låntagere med 3,5 pct.-lån vil blive inviteret med til konverteringsfest. Dem har Realkredit Danmark aktuelt lån for små 20 mia. kr. af.

Boligejere med flekslån har til gengæld ikke det helt store at glæde sig over i denne omgang. Renten på et F1-lån ligger en anelse højere end for et halvt år siden, mens renten på et F3-lån ligger på stort set samme niveau som dengang. Renten på et F5-lån er faldet en anelse, og det kan forklares med, at det primært er de lange renter, der er blevet berørt af den seneste tid uro, som man frygter, kan gå ud over væksten, forklarer Lise Nytoft Bergmann.

»Omvendt skal man huske, at de korte renter allerede er meget lave, og at boligejere med rentetilpasningslån og de nye kortlån derfor længe har haft det rigtigt rart, hvad renten på deres boliglån angår. De har så at sige ikke noget at være ked af, men kan glæde sig over at boligkøbere med præference for et sikkert lån, har fået det lidt nemmere,« mener hun.

Læs også
Annonce