*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Klar tale fra storbank: Sælg alle aktier - uro minder om 2008-krise

Det kan være den rigtige løsning for nervøse investorer, mener investeringsøkonom, der dog ikke selv forventer noget ragnarok.

Privatøkonomi
Overraskelser i regnskaber giver hektisk handel med aktier. Her en travl dag på Wall Street  Foto: AP/Richard Drew

»Sælg alle aktier og søg tilflugt i kvalitetsobligationer.«

Sådan lyder meldingen fra Royal Bank of Scotland til sine kunder. Banken vurderer, at den aktuelle uro på aktiemarkederne kan sammenlignes med optakten til krisen i 2008. Især situationen i Kina bekymrer banken.

»Det er noget af en udmelding, men det er befriende, at nogen toner rent flag i stedet for de sædvanlige forbehold,« lyder det fra investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

Han deler ikke selv den britiske banks bekymring, men kan alligevel godt følge tankegangen.

»Hvis man er en nervøs investor, kan det være den rigtige løsning at sælge alt - selv flaskepanten. Så må man tage det tabe på 10 pct., der har været i år. Men så skal man heller ikke beklage sig over, at man ikke får noget afkast. Hvis man forventer et ragnarok, handler det i stedet om beskyttelse af porteføljen,« forklarer Per Hansen.

Han har selv tidligere givet udtryk for, at investorerne ikke skal opstille de store forventninger til aktierne i 2016, og det mener han fortsat. Men samtidig understreger han, at der ikke er noget alternativ til aktier, hvis man som investor vil have et afkast.

»Jeg kan fint forstå, at investorerne er bekymrede for udviklingen i olieprisen, at nogen begynder at sammenligne med 2008, og jeg forstår også, at de er usikre på, hvad der sker i Kina. Men det sidste er sådan set ikke nogen ny situation. For 2-3 år siden var der også usikkerhed om, hvad der skete i Kina, og om man kunne stole på de økonomiske nøgletal, der blev fremlagt. Så på den måde er der ikke tale om dramatiske ændringer,« siger Per Hansen.

Han henviser til, at den kinesiske aktieoptur i 2014 ikke relaterede sig til forbedringer i den kinesiske økonomi, men i højere grad var et udtryk for, at udenlandske investorer fik øget adgang til at handle kinesiske aktier. På samme måde vil den nuværende aktienedtur ikke have den store betydning for det kinesiske forbrug.

»Hvis olieprisen igen begynder at bevæge sig i retning af en pris på 40 dollars per tønde, vil det også tage toppen af dramatikken. Derfor hører jeg ikke til dem, der tror, vi er på vej mod ragnarok,« tilføjer Per Hansen.

Læs også
Annonce
Annonce