*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Sådan sikrer du dine sparepenge mod inflation

Der står ca. 516 mia. kr. på konti, der i gennemsnit giver en rente på 0,18 pct. Men selv uden at binde pengene, er det muligt at opnå 0,6 pct. og have indskydergaranti i ryggen.

Privatøkonomi
Hvis man vil have en ordentlig rente på sin opsparing, kan det i mange tilfælde være nødvendigt at skifte bank.  Foto: Peter Hove Olesen

Et rekordstort antal danskere lader deres penge stå til en rente på nul og affinder sig dermed frivilligt med, at inflationen tærer på opsparingen. Lysten til at kaste pengene ud på de risikable aktiemarkeder er ikke til stede. Men det er let og risikofrit at beskytte pengene, påpeger den uvildige bankportal Mybanker.

Inflationen er med 0,5 pct. historisk lav, men trods det rekordlave renteniveau kan man uden binding få en rente på op til 0,6 pct., og vil man binde sine penge i to eller tre år kan man få 1 pct.

»Dermed undgår man, at opsparingen spises op af inflationen, og det er ganske let. Flere banker tilbyder stadigvæk en positiv rente på opsparing uden binding, så det er bestemt værd at være opmærksom på, hvor man placerer sin opsparing,« siger kommunikationschef i Mybanker, Peter Jensen.

Her får man højeste rente, hvis ikke man vil binde sine penge:

BankRente i pct.
Ikano Bank0,6
Santander Consumer Bank0,6
Bank Norwegian0,5

Hvis man er klar til at binde sin rente i blot 31 dage, kan man få 0,8 pct. i rente hos Santander Bank.

Her kan man få den højeste rente, hvis man er klar til at binde sin rente i en længere periode:

BankRente i pct.Binding
Santander Consumer Bank1,002 år
Ikano Bank1,003 år
Ikano Bank0,902 år
Vestjysk Bank0,852 år, 8 mdr.

Historisk set har man altid kunnet få en højere rente, når man valgte at binde sin opsparing i en længere periode.

»Dette er stadig tilfældet, men dog i mindre grad end tidligere. Den gennemsnitlige rente på opsparing med binding er blot 0,43 pct. Men det er let at gøre bedre ved at afsøge markedet,« siger Peter Jensen.

Mange ved ikke, at det er muligt at forhandle sig til en bedre rente. Bedst stillet er kunder med stor opsparing. Vil man være helt sikker på ikke at miste sin opsparing, skal man blot holde sit indestående på 745.000 kr. eller derunder. Dermed er man sikret af indskydergarantien, hvis banken skulle gå konkurs.

Hos Mybanker har man eksempler på kunder, der har fået op til 1,1 pct. for at binde beløb i den størrelsesorden i to eller tre år og en rente på 1,05 pct. med blot et års binding.

»Så snart renten er under 1 pct., synes folk åbenbart, det ikke er umagen værd at gøre noget. Men det passer ikke. Selv lave rentesatser beskytter formuen, fordi inflationen er så lav,« pointerer Peter Jensen.

Læs også
Annonce
Annonce