*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Lånetilbud slog ni år gammel milepæl

Realkreditinstitutterne gav i 2015 det højeste antal lånetilbud siden 2006.

Privatøkonomi
Antallet af lånetilbud i december faldt til 15.763 mod 19.400 lånetilbud måneden før.

Danskernes lånebonanza i foråret 2015 fik årets samlede statistik til at skyde i vejret.

I alt blev der langet 365.103 lånetilbud over disken i løbet af året. Det svarer til ca. 92.000 lånetilbud mere end året før, og man skal tilbage til 2006 for at finde et højere tal. Det viser nye tal fra Realkreditrådet.

Den lave rente i foråret skabte usædvanlig travlhed i realkreditinstitutterne, da danskerne allerede i januar gik på jagt efter det fastforrentede lån på 2 pct.

Mens mange boligejere benyttede chancen for at få en lavere ydelse, var den lave rente med til at sætte gang i handelsaktiviteten på boligmarkedet og øge efterspørgslen på lånetilbud yderligere, konstaterer Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Siden foråret har der været en tydelig afmatning på efterspørgslen, og lånetilbuddene landede i årets øvrige måneder på et mere moderat niveau. I december faldt antallet af lånetilbud til 15.763 mod 19.400 lånetilbud måneden før.

Det skyldes dels, at danskerne allerede fik overstået deres låneanliggender i foråret, dels at december er en travl måned i mange andre økonomiske henseender, lyder det fra boligøkonom i BFRkredit, Mikkel Høegh.

Han forventer dog, at der vil komme gang i lånebutikken igen. Ifølge Realkreditforeningen er lånevilkårene fortsat gunstige for boligkøbere.

»I andet halvår af 2015 ophørte konverteringsbølgen, og antallet af lånetilbud kom tilbage på et moderat niveau. I dag er den faste rente omkring 2,5 til 3 pct., og låntagerne har per 1 januar 2016 fået et F3-lån med en rente på omkring 0,3 pct. Både de variable og faste renter er stadigvæk i en historisk sammenhæng meget lave og er attraktive tilbud, hvis man skal købe bolig,« siger direktør i Realkreditforeningen, Karsten Beltoft.

Låneniveauet vil dog næppe ramme januartallene fra sidste år lige med det første, mener seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

»Med det aktuelle renteniveau er der ingen oplagt konverteringsbølge foran os, og vi kommer i den allernærmeste fremtid næppe til at se samme niveau af lånetilbud som i begyndelsen af sidste år. Det er dog ikke ensbetydende med, at lånetilbuddene ligger helt stille. Der er kommet mere gang i boligmarkedet, der bliver givet flere lånetilbud på tillægslån, og så er der en del, der skifter låntype - f.eks. væk fra F1-lånet, som vi har set en stor vandring fra,« siger han.

Læs også
Annonce