*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Prisstigninger på boliger i europæisk top

De nordiske lande ligger helt fremme i feltet med prisstigninger og et godt stykke over det europæiske gennemsnit. Og mens analytikere frygter en boligboble i Sverige, ser prisfesten ud til at stilne af i Danmark.

Privatøkonomi
I første halvår af 2015 gik det lidt for stærkt på det danske boligmarked. Men der er heldigvis sket en opbremsning, siger boligøkonom Mikkel Høegh fra BRFkredit. Foto: Peter Hove Olesen

Prisstigningerne på det danske boligmarked var i 2015 blandt de højeste i Europa.

Det fremgår af nye tal fra Eurostat, der netop har fremlagt tal for udviklingen i tredje kvartal af 2015. Omregnet til en årlig stigning er priserne på fast ejendom steget med 7,2 pct. i Danmark. Det overgås kun af Sverige, Østrig, Irland og Island, og i det hele taget ligger de nordiske lande i top.

Det gælder i særdeleshed Sverige med årlige prisstigninger på 13,7 pct.

»Med Finland som undtagelsen ser det nordiske boligmarked ud til at være det mest hotte,« konstaterer boligøkonom Mikkel Høegh fra BRFkredit.

Om det er godt eller skidt, afhænger i høj grad af, om man er inde i eller uden for markedet.

Mikkel Høegh hilser det dog velkomment, at farten i andet halvår af 2015 er gået ned, når det gælder de danske boligstigninger.

»Man skal helst befinde sig nogenlunde på midten, hvor boligprisstigninger og indkomstudvikling følges ad. I første halvår var der tegn på, at det var ved at gå lidt for stærkt herhjemme. Men i andet halvår er farten gået af prisstigningerne, og det er positivt, at markedet på den måde fungerer. Når priserne bliver for høje, bremses der lidt op,« siger Mikkel Høegh.

Derfor kalder han det også lidt bekymrende, at prisstigninger fortsætter i Sverige. Økonomer har da også advaret om risikoen for boligbobler i Sverige og specielt Stockholm.

»Det svenske boligmarked er ikke bremset op, og vi ser lige nu lidt af de samme tendenser i Irland, hvor stigningerne har været på 8,9 pct,« siger Mikkel Høegh.

Tallene fra Eurostat viser i øvrigt, at de største prisfald i Europa er sket i Letland med 7,6 pct. og Kroatien med 3 pct. I de store sydeuropæiske lande Italien og Frankrig har der været prisfald på henholdsvis 2,3 og 1,2 pct.

»Danmark ligger over det europæiske gennemsnit på 3,1 pct., og dermed har Danmark i 2015 været et af de mest attraktive lande at investere i, når det gælder fast ejendom,« fastslår Mikkel Høegh.

Læs også
Annonce