*

Privatøkonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Her er verdens 10 rigeste familier

Mød 10 familier, der aldrig kommer til at mangle noget som helst.

6 ud af verdens 10 rigeste familier stammer fra USA. Resten fordeler sig på Frankrig (2), Mexico (1) og Saudi-Arabien (1). Collage: Finans.

Der findes familier i verden med så mange penge, at de kan læne sig tilbage i mange hundrede år uden at røre en finger – og stadig leve som konger.

De 10 rigeste af slagsen ejer tilsammen 13.800 mia. kr. Det er over 200 gange så meget som den samlede værdi af alle danske sedler og mønter.

Bag familiernes svulmende formuer gemmer sig mægtige forretningsimperier, magtkampe – og et helt kongerige.

Herunder kan du se top 10-listen over klodens rigeste familier.

10. Hearst-familien (USA)

Hearst-familien råder over et af verdens største avis- og magasinimperier og har en samlet formue på 220 mia. kr.

Grundstenen blev lagt i 1897, da William Randolph Hearst købte avisen San Francisco Daily Examiner.

I dag ejer Hearst-familien 49 aviser i USA og over 300 magasiner, bl.a. Elle, Harper’s Bazaar og Esquire.

Desuden har familien store aktieposter i tv-selskaberne A&E Networks og ESPN og har investeret store summer i onlinemedier som BuzzFeed og Vice.

9. Cox-familien (USA)

Cox-familien består af kun tre personer, der alle er efterkommere af erhvervsmanden og politikeren James M. Cox.

I 1898 købte han avisen Dayton Evening News, hvilket blev startskuddet til det, der i dag er kendt som Cox Enterprises; et konglomerat, der beskæftiger sig med både bredbånd, tv, radiostationer, aviser og biludstyr.

Cox-familien har en formue på 240 mia. kr., der skal fordeles mellem James M. Cox’ datter, Anne Cox Chambers, og børnebørn, James Kennedy og Blair Parry-Okeden.

8. Arnault-familien (Frankrig)

Den franske modemogul Bernard Arnault og hans familie er et ikon inden for luksusbrands og besidder en samlet formue på 260 mia. kr.

Familien ejer 47,6 pct. af aktierne i LVMH Moët Hennessey, der er en sammensmeltning af modehuset Louis Vuitton og champagne- og cognacproducenten Moët og Chandon.

For bordenden af LVMH, verdens største luksuskoncern, sidder den 66-årige Bernard Arnault, der foruden eftertragtede modemærker som Fendi, Donna Karan og Marc Jacobs råder over urmærker som Bvlgari, Tag Heuer og Hublot.

7. Bettencourt-familien (Frankrig)

Som datter af L’Oreals grundlægger, Eugène Schueller, og enearving til det enorme kosmetikimperium er den 93-årige Liliane Bettencourt Europas rigeste kvinde.

Hun og resten af Bettencourt-familien har en samlet formue på 295 mia. kr.

For fem år siden fik hendes datter, Françoise Bettencourt Meyers, skubbet hende ud af L’Oreal på grund af moderens fremskredne demens. Liliane Bettencourt blev frataget sin plads i bestyrelsen – og erstattet af sit barnebarn.

De senere år er adskillige personer blevet tiltalt for at have lokket store millionbeløb ud af den ældre enke.

6. Cargill-Macmillan-familien (USA)

Som ejer af USA’s største private virksomhed målt på omsætning, Cargill Inc., har Cargill-Macmillan-familien en formue, der beløber sig til 310 mia. kr.

Cargill Inc. blev grundlagt i 1865 af William Cargill og handler i dag med bl.a. korn, energi, stål og foder og producerer en lang række fødevareingredienser.

F.eks. stammer samtlige æg i McDonald’s amerikanske restauranter fra Cargill, der også står for en fjerdedel af USA’s samlede korneksport og forsyner en femtedel af USA’s kødmarked.

5. Slim Helu-familien (Mexico)

Carlos Slim Helu, kendt som ”Mexicos Warren Buffet”, har opbygget en enorm formue gennem sit teleselskab América Móvil, der er verdens fjerdestørste mobiloperatør målt på antal kunder.

Den 75-årige enkemand har seks børn og 532 mia. kr. på bankbogen.

I 2013 var Carlos Slim Helu verdens rigeste mand, men har siden måttet afgive titlen til Microsoft-stifter Bill Gates.

Foruden sit teleselskab ejer Carlos Slim Helu over 200 virksomheder i Mexico, bl.a. landets største restaurant- og outletkæde, Sanborns, flyselskabet Volaris og banken Inbursa.

4. Mars-familien (USA)

Der er penge i slik – ikke mindst hvis man hedder Mars til efternavn.

Familien bag den ikoniske Mars-chokoladebar, Snickers, Milky Way, Maltesers, M&M’s og en hulens masse andre søde sager har en formue på 552 mia. kr.

De tre søskende John, Jacqueline og Forrest Jr. ejer Mars-koncernen, der blev grundlagt af deres farfar, Frank C. Mars, i 1911. Alle tre værner frygtløst om deres privatliv og giver meget sjældent interviews.

Mars Inc. ejer også de kendte dyrefodermærker Whiskas og Pedigree.

3. Koch-familien (USA)

Brødrene Charles og David Koch styrer det mægtige konglomerat Koch Industries, der blev grundlagt af deres far Frank Koch i 1925, og som i dag er USA’s næststørste private virksomhed.

Sammen har brødrene en formue på 593 mia. kr., og de betegnes som de mest politisk indflydelsesrige milliardærer i USA med tætte bånd til den konservative højrefløj.

Koch Industries beskæftiger sig med alt fra olieudvinding til kemikalier og energi og omsætter for knap 120 mia. dollars – 830 mia. kr. – om året.

Charles og David ejer hver 42 pct. af koncernen.

2. Walton-familien (USA)

Arvingerne til verdens største detailkæde, Walmart, har i årevis været fast inventar på lister over klodens rigeste personer.

Med en formue på cirka 1.000 mia. kr. kommer de seks medlemmer af Walton-familien, Christy, Jim, Alice, Rob, Ann og Nancy, aldrig til at mangle noget som helst, og de kan takke Sam Walton for det.

I 1962 grundlagde han Walmart, der i dag er verdens største private arbejdsgiver, og hvis omsætning er større end omsætningen i Apple, Target, Amazon, Coca-Cola, Macy’s og Walt Disney Co. lagt sammen.

Walton-familien ejer halvdelen af Walmart.

1. Saud-familien (Saudi-Arabien)

Den royale familie i Saudi-Arabien er verdens suverænt rigeste med en formue på knap 10 billioner kroner (10.000 mia. kr.)

Saud-familien har regeret Saudi-Arabien siden det 18. århundrede og styrer enevældigt det kontroversielle kongerige, der er verdens største eksportør af olie.

Størstedelen af Saud-familiens formue stammer fra handel med råolie, værdifulde tildelinger af jord og ekstreme lønninger fra lukrative offentlige stillinger.

Det anslås, at Saud-familien har 15.000 medlemmer. Godt 2.000 af dem sidder på det meste af magten og formuen i familien.

Læs også