*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Rentefald betyder, at vi kan købe dyrere boliger

På få måneder er den lange rente faldet markant. Det har flere positive konsekvenser.

Privatøkonomi
Vi kan købe dyrere boliger nu efter den seneste tids rentefald. Foto: Jan Dagø

Der er godt nyt for danskere på boligjagt. Rentefaldet betyder, at vi nu kan købe dyrere boliger. Tager man udgangspunkt i et gennemsnitshus på 140 kvm., kan man købe for 1.697.000 kr. Det er 56.000 kr. mere i forhold til juni sidste år.

Enhver kreditvurdering tager udgangspunkt i et fast forrentet lån. I juni tog man udgangspunkt i et 3 pct. lån, efter det seneste rentefald er det 2,5 pct. lånet, der er i spil. Og det har store konsekvenser.

For at blive kreditgodkendt skal man i dag have plads til at kunne betale en månedlig boligydelse til bank og realkreditinstitut på 6.420 kr., når alle de andre udgifter er betalt, og der er sat et passende beløb af til mad, tøj og alt det løse. Det gælder, hvis huset finansieres med et realkreditlån på 80 pct., et banklån på 15 pct. og en udbetaling på 5 pct.

I juni, da renten var på sit højeste, ville man for den samme månedlige ydelse på de 6.420 kr., kun have kunne købe et hus til 1.641.000 kr. De seneste syv måneders rentefald har således bevirket, at man kan blive kreditgodkendt til et hus, der er 56.000 kr. dyrere.

»Renten har stor betydning for, hvor stort et beløb man kan blive kreditgodkendt til. Derfor betyder den faldende rente, at boligkøberne har fået det nemmere,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Hvor meget nemmere afhænger dog af, hvor i landet man bor. Nogle steder er priserne fortsat steget det seneste halve år, mens de andre steder har holdt pause.

»Ønsker man en bolig i et område, hvor boligpriserne er steget, kan det godt være, at man kan købe hus for et større beløb, men det er ikke sikkert, at det er blevet bedre eller større af den grund. Simpelthen fordi prisen er steget. I andre steder af landet har priserne holdt pause eller er ligefrem faldet, og her har boligkøberne fået fuldt valuta for rentefaldet,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Renten er faldet ganske markant de senere dage. 3 pct. obligationen har rundet kurs 100, og 2,5 pct. obligationen har rundet kurs 97 og er dermed attraktiv. Også 2 pct. lånet er tæt på at kunne komme i spil igen med en kurs omkring 94

»Er man til hurtig afvikling og 20 årige lån, kan man også glæde sig. Det 20-årige 2,5 pct. lån, vi har været vant til længe, handles nemlig også en kurs over 100, og er dermed blevet byttet ud med et 2 pct. lån,« siger Lise Nytoft Bergmann.

For boligejere, der er til det 30-årige 2,5 pct. lån, ser regnestykket sådan ud: Hvis man skal optage et realkreditlån og have 1 mio. kr. i hånden, vil man få en hovedstol på 1.058.000 kr. og en månedlig ydelse efter skat på 3.810 kr. Samlet set vil man over hele lånets løbetid skulle betale 1.434.000 kr. tilbage.

Havde lånet været optaget i juni 2015, hvor renten var på sit højeste i 2015, ville renten være på 3 pct., hovedstolen på 1.065.000 kr. og den månedlige ydelse på 3.970 kr. efter skat. Samlet set havde boligejeren skulle betale 1.512.000 kr. tilbage.

»Det betyder, at ikke blot sparer boligkøberne 160 kr. hver måned som følge af de seneste syv måneders rentefald, boligkøberne slipper også godt 78.000 kr. billigere over hele lånets løbetid, hvis lånet beholdes så længe. Er lånet på 2 eller 3 mio. kr. kan gevinsten ganges med et tilsvarende beløb,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.

Læs også
Annonce