*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Boligkøbere i storbyerne risikerer at vinke farvel til drømmehuset

Finanstilsynets indgreb på boligmarkedet i København og Aarhus kan få store konsekvenser.

Privatøkonomi
Specielt lejlighedsmarkedet i København og Aarhus (billedet) ventes at blive ramt af ny vejledning. Foto: Colourbox

Vejen til drømmehuset i København eller Aarhus er pludselig blevet længere, og for nogle er den blevet blokeret. Finanstilsynets pludselige indgreb i boligmarkedet i storbyerne betyder nemlig, at hvor de, der før nytår kunne blive godkendt til at købe en bolig til 2,4 mio. kr., nu risikerer at måtte nøjes med en bolig til blot 2 mio. kr.

Det er konsekvensen af Finanstilsynets nye vejledning til banker og realkreditinstitutter. Vejledningen betyder, at boligejere nu skal kreditgodkendes efter, om de kan betale et fast forrentet lån med afdrag på minimum 4 pct. Aktuelt er renten 2,5 pct.

Et lån på 2 mio. kr. koster ca. 95.000 kr. om året efter skat. Hvis man kunne få et 4 pct. lån, ville det koste godt 20.000 kr. mere, altså ca. 115.000 kr.

For den merydelse kan man i dag øge gælden fra 2 mio. til godt 2,4 mio. kr., hvis der var tale om et 2,5 pct. lån. Efter Finanstilsynets krav om en ekstra buffer, kan mange altså blive tvunget til at købe en væsentlig billigere bolig.

Dette giver et nedgående pres på boligpriserne i de større byer og vil presse priserne op i områder, der ikke er omfattet.

Mikkel Høegh, cheføkonom, BRFkredit

Eksemplet er teoretisk, men illustrativt for den risiko, der er, for at boligejere, der kører lige til kanten med deres rådighedsbeløb, kan blive ramt. For boligkøbere med stort overskud i økonomien er det ikke et problem. Cheføkonom i BRFkredit, Mikkel Høegh, er da heller ikke i tvivl om konsekvenserne af vejledningen:

»Alt andet lige giver dette et nedgående pres på boligpriserne i de større byer og vil presse priserne op i områder, der ikke er omfattet,« siger Mikkel Høegh.

Formålet med vejledningen er at minimere risikoen for tab på boligmarkedet, hvis renten pludselig stiger, og priserne falder. Specielt boligejere med negativ formue kommer under lup.

Mange vil reelt være forhindret i at købe boliger af en vis størrelse og kvalitet. De bliver også omfattet af regler for, hvad eventuel afdragsfrihed kan bruges til. Det skal nu bruges til afvikling af dyrere gæld ved siden af. Målet er, at formuen bliver positiv indenfor en femårig periode.

Der er opbakning i den finansielle sektor til vejledningen. Flere af elementerne skulle i forvejen være indført på forhånd. Vejledningen lægger op til flere undtagelser, hvis det er nødvendigt. Undtagelserne må dog ikke være så store, at de blokerer for det oprindelige formål, nemlig at boligejerne skal være mere solide.

Læs også
Annonce
Annonce