*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Nykredit sætter bidragsrekord med 2,7 pct.

Den lave rente får mindre og mindre betydning for boligudgifterne.

Privatøkonomi
Realkreditkæmpen Nykredit sender en stor regning videre til sine kunder. Regningen er så stor, at den vil kunne mærkes. Foto: Nykredit

Bidragsforhøjelserne i Nykredit er så voldsomme, at det kan få konsekvenser for boligejernes økonomi. Højeste bidragssats i Nykredit, der ejer Totalkredit, er nu svimlende 2,7 pct. Så meget skal kunder betale, hvis de har et afdragsfrit F1-lån i yderste låneinterval mellem 60 og 80 pct.

Hvis hele lånet er afdragsfrit F1-lån, skal kunden nu betale over 1,5 pct. Dermed er Nykredit tæt ved at nå smertegrænsen, mener direktør i Mybanker John Norden og seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.

»Med satser på det niveau er flekslånet snart dyrere end et fast forrentet lån. Spørgsmålet er vel også, om politikerne kan blive ved med at stå model til det her,« siger John Norden.

Ifølge Morten Bruun Pedersen er bidragssatserne et »slag mod boligejernes økonomi.«

»Det er utroligt, at gebyrer frit kan hæves i en sektor, der er så vigtig for almindelige danskere. Vi mener, at politikerne bør gribe ind,« siger Morten Bruun Pedersen.

Renten på et F1-lån ventes at blive omkring 0,15 pct. ved den kommende auktion, som skydes i gang i næste uge. Det vil sige, at renten nu kun udgør 9 pct. af de samlede udgifter, hvis hele lånet er et afdragsfrit F1-lån i Nykredit/Totalkredit. Bidraget udgør dermed 91 pct. af den samlede ydelse.

Udvalgte bidragssatsser i pct. i Nykredit pr. 1. juli:

BelåningsgradFast renteF3F1Tillæg for afdragsfrihedF1 med afdragsfrihed
0-400,450,700,750,100,85
40-600,851,251,300,301,60
60-801,201,651,900,802,70
0-800,741,081,180,331,41

John Norden opfordrer derfor boligejere, som er ramt af forhøjelserne, til at finde andre låntyper eksempelvis lån med afdrag.

»Gebyrerne er adfærdsregulerende. Nykredit ønsker, at kunderne flytter sig til et bestemt produkt. Hvis de bliver, skal de betale kassen. Det vil være decideret dumt ikke at gøre noget. I stedet for at betale et højt bidrag til realkreditinstituttet, kan man i stedet begynde at afdrage eller forkorte løbetiden,« siger John Norden.

Han henviser til, at et 20-årigt 2 pct. lån reelt er billigere end det dyreste flekslån.

Men selv når man afdrager, får man store bidragshug. Bidraget på et F1-lån med afdrag er 1,18 pct., og et fast forrentet lån koster 0,74 pct.

Forbrugerrådet Tænk frygter, at andre realkreditinstitutter også hæver priserne.

»Konkurrencen på realkreditmarkedet fungerer ikke. Boligejere er låst fast i deres realkreditlån. Omkostningerne ved at skifte realkreditinstitut tager alt for lang tid at tjene ind, og det ved selskaberne. Derfor hæver de bidragssatserne, som de vil. Det er omkostningsfrit for dem,« lyder det.

John Norden håber, at de andre realkreditinstitutter holder igen.

»Man kunne for en gangs skyld vælge at se, hvordan det går og afvente. Spørgsmålet er, om konkurrenterne kan holde fingrene fra kagefadet, nu der er serveret?«

Nykredit er hårdere presset for at skaffe ny kapital end konkurrenterne. Både Realkredit Danmark og Nordea Kredit har børsnoterede banker i ryggen. Det har Nykredit ikke og skal dermed skaffe al sin kapital selv.

Ingen af konkurrenterne har endnu taget stilling til, om de også vil hæve bidragssatserne.

Læs også
Annonce
Annonce