*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Du betaler over halvdelen af energiregningen til staten

Trods faldende energiforbrug og energipriser, betaler danskerne stadig mere.

Privatøkonomi
Foto: Colourbox

Staten er den store vinder af danskernes energiforbrug. Hver gang vi bruger 100 kr. i energi, går de 51 kr. til staten.

Det viser det grønne nationalregnskab for 2014, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.

I 1966, hvor det første energiregnskab er fra, lå energiregningen for en gennemsnitlig husstand kun på 1.407 kr. i datidens priser. Hvis regningen blot havde fulgt den almindelige inflation i samfundet, ville den i dag være på 13.226 kr. Det er betragteligt mindre end den faktiske regning på 30.425 kr., viser en beregning fra Nordea.

Regningen på de 30.400 kr. fordeler sig med 11.200 kr. på opvarmning, 10.100 kr. på benzin og diesel og 9.100 kr. på el.

»De seneste år er det særligt regningen til el, der er steget. Det er sket på trods af, at vi har kunnet fastholde vores forbrug på stort set samme niveau de seneste 25 år. Derved er regningen til el kommet til at fylde stadig mere af den samlede regning til energi,« konstaterer boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

De danske husholdninger betalte en samlet regning til energi på 79,7 mia. kr. i 2014. Heraf er de 40,6 mia. kr. gået til skat i form af moms og afgifter. Fordeler man den regning ud på landets ca. 2,6 mio. husstande, har en gennemsnitlig husstand betalt 30.400 kr. til opvarmning, benzin, diesel og el i 2014.

Det er 2.800 kr. mindre end i 2013, hvor den samme regning lå på 33.200 kr.

Mange boliger er også blevet energioptimeret, de gammeldags glødepærer er blevet skiftet ud med lavenergipærer, og bilerne kører stadig længere på literen. Samtidig var vinteren 2014 ualmindelig mild. Det er nogle af årsagerne til, at de danske husholdninger har været i stand til at reducere deres energiforbrug det seneste år.

»Danskerne har fået i både pose og sæk i 2014. De har været i stand til at reducere deres energiforbrug med 6,4 pct. i 2014 i forhold til 2013, og fordi råvarepriserne på energi også er faldet, lander den samlede regning 8,3 pct. lavere end i 2013. ,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Læs også