*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nye tal afslører: Så meget tabte danske privatinvestorer i januar

Årets begyndelse har været hård ved de private investorer, som ikke mindst har tabt penge på de asiatiske aktiemarkeder.

Privatøkonomi
Store kursfald i kinesiske og fjernøstlige aktieafdelinger er en af forklaringerne på, at danske investorer led et stort formuetab i januar. Foto: AP

De 760.000 danskere, der sparer op i en af landets investeringsforeninger, har fået en mareridtsagtig begyndelse på året.

Formuen i investeringsforeningerne afdelinger rettet mod private kunder dykkede med 21,4 mia. kr. i januar, viser en statistik fra InvesteringsFondsBranchen (IFB). Samtidig afslører statistikken, at kunderne netto solgte for 3,2 mia. kr. investeringsbeviser. Det betyder, at privatkunderne led et formuetab på 18,2 mia. kr. i årets første måned.

Særligt hårdt ramt er kunderne i Skagen Fondene, hvis formue dykkede med 8,4 pct. Det er næsten tre en halv gange mere end sektorens gennemsnitlige formuetab.

»Langt størstedelen af vores formue ligger i globale aktier og emerging markets, der er faldet kraftigt i januar,« skriver Christian Sigersted Larsen, kommunikationschef i Skagen Fondene i Danmark, i en e-mail til Finans.

I januar dykkede afdelinger med danske aktier typisk 3,5 pct., mens europæiske aktieafdelinger faldt 6 pct. I Kina og Fjernøsten tabte afdelingerne med aktier 8-10 pct. af formuen i snit.

Omvendt var der positive afkast i niveauet 0,4 til 1,5 pct. til investorer med danske obligationer.

»Et af de bedste råd, man kan give til langsigtede opsparere, er at være meget bevidst om tidshorisont og risikoprofil, investere løbende og lade være med at hoppe ind og ud af markedet. På den måde undgår man at handle i panik,« siger Anders Klinkby, adm. dir. i IFB.

Danske Banks investeringsforening, Danske Invest, fik det største formuetab af alle i januar, hvis man måler i absolutte tal. Her var nedgangen på 24,3 mia. kr. svarende til 5,5 pct. af formuen. Det har dog ikke noget med de private kunder at gøre, oplyser foreningen.

»Urolighederne i markedet har selvfølgelig påvirket os, men nedgangen skyldes primært, at Danica Pension har implementeret de tidligere udmeldte strategiændringer i januar om at flytte penge fra Danske Invest og over i andre mandater,« siger Morten Rasten, chef for Danske Invest, med henvisning til, at Danske Banks pensionsselskab har droslet ned for engagementet med bankens kapitalforvaltningsenhed.

Læs også
Annonce
Annonce