*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Forbrugerombudsmanden går ind i sagen om Nykredits bidragssmæk

Vi har fået rigtig mange klager, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Nykredits bidragsballade
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen vil nu undersøge Nykredit. Foto: Thomas Emil Sørensen / Polfoto

Forbrugerombudsmanden vil nu undersøge sagen om Nykredits rådgivning af kunder og forhøjelse af bidragssatserne.

Det oplyser forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

I løbet af den seneste uge har Forbrugerombudsmanden modtaget 130 klager over Nykredit, efter at selskabet har valgt at hæve bidragssatsen for hundredtusindvis af danskere, der har et boliglån gennem Totalkredit.

Desuden er en række Nykredit-kunder blevet flyttet fra Nykredit til datterselskabet Totalkredit - efter eget udsagn uden at være blevet informeret om det.

Dermed er de gået fra at have en låst bidragssats hos Nykredit til en flydende bidragssats hos Totalkredit.

Forbrugerombudsmanden vil have undersøgt, om den manøvre er lovlig eller ej og foretager derfor nu en »indledende juridisk vurdering« af, om realkreditinstitutterne har overholdt de aftaler, som de har indgået med boligejere.

»Vi har fået rigtig mange klager over Nykredit, og for den enkelte kunde er der tale om store beløb. Derfor vurderer vi nu, om der er juridisk belæg for at forfølge sagerne,« siger Christina Toftegaard Nielsen.

Bidragssatsen er en låneafgift, som du betaler til realkreditinstituttet for at have dit lån. Beløbet beregnes af din restgæld og varierer realkreditinstitutterne imellem. Desuden afhænger den af din låntype.

De senere år har realkreditinstitutterne hævet bidragssatserne betydeligt. Nykredit, som ejer Totalkredit, begrunder de nye prisstigninger med øgede kapitalkrav primært fra EU.

Totalkredit-kunder med korte flekslån bliver hårdest ramt.

Nykredit-topchef Michael Rasmussen vil fredag forsøge at afværge politisk aktion over for realkreditkæmpens planer om børsnotering og prisstigninger, men har nu derudover også fået forbrugernes vagthund på halsen.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også
Annonce