*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Der er krig om bankkunderne: Derfor skal boligejere passe på

Bankerne forsøger at kapre kunder efter Nykredits bidragsballade. Eksperter advarer om forskellene på realkreditlån og banklån.

Nykredits bidragsballade
Landets banker har travlt med at promovere nye produkter og tilbud. Men man skal se sig for, lyder advarslen. Foto: Christian Klindt Sølbeck.

Nykredits plan om at sætte bidragssatserne i vejret har ført til krig om boligejerne blandt landets banker.

Flere af dem står nu på fødderne af hinanden med nye produkter og tilbud. Men boligejerne skal se sig for, lyder advarslen fra flere eksperter.

I de fleste tilfælde forsøger bankerne nemlig at få boligejere til at skifte fra realkreditlån til banklån - og det er ikke ufarligt.

»Der er langt flere usikkerheder ved et banklån, fordi renten kan blive sat op med kort varsel. Desuden kan et banklån opsiges, hvis kunden f.eks. bliver arbejdsløs, også selvom kunden i princippet stadig betaler sin ydelse. Det kan et realkreditlån ikke,« siger John Norden, der er partner i Mybanker.dk.

Forskellen på realkreditlån og banklån
  • Et realkreditlån bliver udstedt gennem et realkreditinstitut. Her er det muligt at få belånt sit hus med op til 80 pct. af boligens værdi.
  • Når man optager et realkreditlån, udsteder kreditforeningen obligationer, som sælges til investorer på de finansielle markeder. Salgsprisen afgør renten.
  • På et banklån bestemmer bankerne selv, hvilken rente de vil låne penge ud til. Renten er normalt variabel og kan ændres med forholdsvis kort varsel. Nogle banker tilbyder også lån med fast rente, men her vil renten ofte være væsentligt højere.
  • Renten er som udgangspunkt lavere på realkreditlån end på banklån, men man skal være opmærksom på bidragssatsen. Bidragssatsen er en låneafgift, som du betaler til realkreditinstituttet for at have dit lån. Beløbet beregnes af din restgæld og varierer realkreditinstitutterne imellem. Desuden afhænger den af din låntype.

Forbrugerrådet Tænk opfordrer boligejere til at tænke sig godt om, inden de beslutter sig for at udskifte deres realkreditlån.

»Lige nu har bankerne masser af likviditet, som de gerne vil låne ud. Til det formål bruger de boliglån. Men den dag, de har brug for likviditet andre steder fra, kan bankprodukterne blive væsentligt dyrere,« siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen.

Den seneste tids bidragsballade kommer efter Nykredits beslutning om at hæve bidragssatserne for boligejere med lån gennem Totalkredit. Senest har tre af de største partnerbanker til Nykredit-ejede Totalkredit valgt at tilbyde gratis omlægning af lån for de kunder, der bliver ramt af bidragssmæk.

Spar Nord satser på et kombinationsprodukt ved navn BoligPLUS-lån, mens Sydbank ligeledes promoverer et alternativ til realkreditlånene. Ringkjøbing Landbobank vil tilbyde rabatter til kunder med F1, F2, F3 og F4-lån, der enten vil omlægge til et billigere lån hos Totalkredit eller til et prioritetslån i banken.

Også Jyske Bank er gået i offensiven. Banken har besluttet at fastholde sit rentetillæg på bankboliglån resten af året og har samtidig gjort det gebyrfrit at udskifte sit eksisterende lån til et bankboliglån.

Ifølge Morten Bruun Pedersen skal man ikke uden videre lade sig friste af de mange tilbud.

»Det er stadig en dyr affære at skifte lån, og det tager mange år at tjene det ind. Desuden kan du aldrig vide, om din nye bank eller dit nye realkreditinstitut hæver bidragssatserne senere hen. Den garanti, som f.eks. Jyske Bank har udstedt nu, batter ikke voldsomt i det store billede,« siger han.

John Norden mener, at boligejere bør undersøge deres nuværende lån og kigge på, hvad konkurrenterne har at tilbyde. I nogle tilfælde vil et låneskifte kunne betale sig, fordi man f.eks. får mulighed for at få revurderet sin bolig.

»Hvis boligen er steget i pris, bliver din belåningsgrad lavere – og dermed også din bidragssats. Så kan der hurtigt være mange penge at spare. Men man skal selvfølgelig kigge på det samlede billede, når man overvejer en låneomlægning,« understreger han.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også
Annonce