*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Din løncheck kan blive offentlig

EU-Kommissionen overvejer at tvinge virksomheder til at offentliggøre ansattes lønninger. Målet er at reducere lønforskel mellem kvinder og mænd.

Privatøkonomi
Foto: Colourbox

Danske virksomheder kan fremover blive tvunget til at offentliggøre sine ansattes lønninger.

Det er den vej, vinden blæser, hvis ikke de enkelte lande for alvor tager fat på den store lønforskel mellem kvinder og mænd, advarer EU-Kommissionen over for nyhedsbureauet EurActiv.com.

I EU er den gennemsnitlige lønforskel 16,1 pct. Estland har den største forskel med 28,3 pct., noterer kommissionen i anledning af kvindernes internationale kampdag.

Ifølge SFI, det Nationale Forskningscenter for Velfærd, er lønforskellen 17-18 pct. i Danmark, hvilket stort set har været uforandret i 35 år.

I World Economic Forums seneste Global Gender Report ligger Danmark nummer 28, når det handler om lønniveauer for samme jobtype. Danmark er i øvrigt rutsjet fra en samlet 5. plads til nummer 14.

Kommissionen har tidligere bedt de enkelte medlemslande om at oplyse, om de har nationale regler for offentlige lønninger. Svarene skulle lande inden udgangen af 2015, og de fleste lande har svaret, oplyser EU.

I 2014 opfordrede Kommissionen medlemslandene til at indføre regler, der skulle øge gennemsigtigheden for lønninger. Næste skridt er nu at analysere resultaterne og overveje, om man skal gå endnu videre, siger en ansat i kommissionen til nyhedsbureauet.

EU vil overveje lovgivning, hvis det er nødvendigt for at reducere lønforskellen mellem mænd og kvinder og tvinge virksomhederne til at blive mere transparente om deres lønninger.

Kun få lande kræver i dag åbenhed om lønninger i virksomhederne.

I juli 2015 annoncerede den britiske premierminister David Cameron planer om at tvinge større selskaber med over 250 ansatte til at offentliggøre forskellen i kvinder og mænds indtægter.

Britiske kvinder får i gennemsnit 20 pct. mindre i løn end deres mænd. En forskel, Camoron i britiske medier svor at ville ændre inden for en generation.

Læs også
Annonce