*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Kunstigt lave dieselpriser slutter nu

En mild vinter har resulteret i markant billigere diesel i forhold til benzin. Men nu må dieselbilisterne vinke farvel til de gunstige priser.

Privatøkonomi
Dieselbilister har nydt godt af en mild vinter med lavt fyringsolieforbrug, der har givet lave dieselpriser i forhold til benzin. Forskellen nåede at toppe på 2,13 kroner i slutningen af januar. FOTO: Statoil

Priserne på diesel og benzin har ligget usædvanligt langt fra hinanden de seneste måneder. Men nu ser de gode tider for dieselbilisterne ud til at slutte.

Prisforskellen var størst den 26. januar i år, hvor listeprisen på benzin og diesel lå 2,13 kr. fra hinanden. Forskellen er nu kommet ned på 1,73 kr., men normalt er den begrænset til at være mellem en til halvanden kr.

»Diesel har været billig på grund af en mild vinter, der har resulteret i et lavere forbrug af fyringsolie. Til gengæld har benzinforbruget været højt på grund af vækst i USA,« siger Per Sune Koustrup, olieanalytiker hos Statoil.

Diesel- og fyringsolie er meget ens produkter, det er derfor, de kan påvirke hinandens prissætning så direkte.

Som udgangspunkt burde det ikke blive et normalt niveau. Det er historisk højt. De sidste fem år har vi haft mindre end fem måneder med højere forskelle i prisen.

Per Sune Koustrup, Olieanalytiker hos Statoil.

Men fordelen for dieselbilernes ejere ser ud til at være slut. Efterhånden som effekterne af en den milde vinter tager af, forventes det, at forskellen langsomt vil glide tilbage mod det normale niveau.

»På den helt korte bane må vi forvente at forskellen bliver normaliseret i et eller andet omfang. Det er baseret på, at vi går ind i en normal periode, hvor efterspørgslen på fyringsolie bliver mere forudsigelig, og dermed også mere normal,« siger Per Sune Koustrup.

Ejerne af dieselbiler skal dog ikke være bange for, at diesel og benzin nu kommer til at koste det samme. Priserne forventes blot at finde tilbage til sit normale mønster.

Derfor kan dieselkunderne se frem til den sædvanlige udvikling om sommeren, hvor et højere benzinforbrug til feriekørsel normalt fører til en forskel i benzin- og dieselpriser på halvanden krone i dieselbilisternes favør.

Set over hele året skal både diesel- og benzinbilister dog forberede sig på prisstigninger. Prisen på råolie er nemlig steget med over 40 pct. siden den ramte bunden i januar. Den stigning forventes at holde henover året, og det smitter altså af på brændstofspriserne.

»Forventningen på markederne globalt set er, at vi om et år vil se højere priser, men det bliver ikke radikalt højere,« siger Per Sune Koustrup.

Læs også
Annonce
Annonce