*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nordea: Der kommer tidligst højere boligrenter i 2017

Udsigt til rekordlav rente lang tid endnu.

Privatøkonomi
Mærkbare renteforhøjelser ligger et stykke ud i fremtiden nu, mener boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann. Foto: Miriam Dalsgaard

Risikoen for en højere boligrente i år er stort set nul. Tidligst i 2017 kan det komme på tale, at renterne stiger igen. Det er konsekvensen af, at chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, har sænket renten og øget opkøbsprogrammet.

»Først i 2017 forventer vi, at boligejere med rentetilpasningslån vil møde højere renter. Konkret forventer vi, at renten på et F3-lån vil stige til i omegnen af 0,6 pct. ved udgangen af 2017, mens renten på et F5-lån vil stige til knap 1 pct. Det er højere end i dag, men i en historisk sammenhæng er der stadig tale om nogle meget lave renter,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Ved udgangen af 2017 forventer hun, at de lange renter vil være steget, og at den 30-årige 2,5 pct. obligation med afdrag vil være udskiftet med den 30-årige 3,5 pct. obligation som toneangivende obligation.

»Men det ligger altså et stykke tid ude i fremtiden, og vi har først set, at renterne ikke reagerer, som økonomerne forventer,« lyder det.

Som ventet valgte ECB torsdag at nedsætte renten med 0,1 pct-point til minus 0,4 pct., samt at øge bankens månedlige opkøbsprogram af obligationer med 20 mia. til nu 80 mia. euro.

Det tyder på, at nogle investorer havde håbet på en større pakke fra Draghi, end den vi rent faktisk fik. I hvert fald steg de korte boligrenter.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit

Først de lange renter: Hvis man skulle optage et afdragsfrit lån på 1 mio. kr. inden rentebeslutningen blev meldt ud kl. 13.45, lød kursen på den 30-årige 3 pct. obligation på 98,5, hovedstolen på 1.041.000 og den månedlige ydelse efter skat på 2.393 kr.

Skal man optage samme lån nu, lyder kursen på 98,8, hovedstolen på 1.038.000 og den månedlige ydelse efter skat på 2.386 kr.

Det giver en besparelse på 7 kr. om måneden efter skat og en restgæld, der er 3.000 kr. mindre, end før rentemeldingen blev offentliggjort.

»Set i forhold til en boligkøber, der kigger på tal med seks nuller i forbindelse med ejendomshandlen, vil de fleste nok mene, at det kan være en helt ligegyldig besparelse,« siger Lise Nytoft Bergman.

De korte renter, som traditionelt er ret påvirkelige af meldinger fra ECB, rykkede heller ikke det store på sig. Inden rentemeldingen lå renten på et afdragsfrit F3-lån på 1 mio. kr. på 0,28 pct. og den månedlige ydelse på 805 kr. Nu ligger renten på 0,32 pct. og den månedlige ydelse på 833 kr.

»Det tyder på, at nogle investorer havde håbet på en større pakke fra Draghi, end den vi rent faktisk fik. I hvert fald steg de korte boligrenter«.

Boligkøbere, der ønsker et F5-lån, har det ikke meget bedre. Her lå renten på et nyt F5-lån inden rentemødet på 0,60 pct. Nu ligger den på 0,63 pct. For et afdragsfrit lån på 1 mio. kr. betyder det, at ydelsen efter skat stiger fra 999 kr. til 1.019 kr. Heller ikke her var der altså noget at komme efter for boligejerne.

Læs også
Annonce
Annonce