*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Unge sylter især telefonregningerne

Især kommunikation og transportvirksomheder oplever, at de unge er dårlige til at betale.

Privatøkonomi
En tredjedel af de anmærkninger, som de unge har i RKI, stammer fra informations- og kommunikationsvirksomheder. Foto: Jens Dresling

I dag står hele 50.000 unge mellem 18 og 30 år registreret i RKI som dårligere betaler. Det er især informations- og kommunikationsvirksomheder, der indberetter de unge, viser en analyse fra Finansrådet.

»Hos næsten alle unge kommer telefonen i top tre som det vigtigste forbrugsgode. Derudover er telefoner blevet rigtig dyre, og de skal udskiftes relativt ofte. Mange unge køber dem på afbetaling og når dertil, at de skal udskifte telefonen, inden den er betalt,« siger Turf Böcker Jakobsen, projektchef for På rette spor, der er et gældsforebyggelsesprojekt i samarbejde mellem Trygfonden og Forbrugerrådet Tænk.

»Nogle unge kommer til at bruge telefonen lidt for flittigt, og de kan ikke overskue, hvad det betyder for dem, siden de havner i RKI. Det er rigtig uheldigt og ærgerligt, når de havner i RKI,« siger Louise Mogensen, vicedirektør i Finansrådet.

For at klæde de unge bedre på til at vurdere konsekvenserne af f.eks. at købe en telefon på afbetaling, har Finansrådet lavet Pengeugen, hvor bankfolk tager rundt på skoler i hele landet og underviser elverne i privatøkonomi.

Turf Böcker Jakobsen mener, at Pengeugen er et godt udgangspunkt for at lære de unge om budgetlæg, ÅOP ol., men det er ikke nok til at forhindre, at de havner i RKI.

»Man skal give de unge redskaberne, når det er relevant. I vores undersøgelser kan vi se, at de fleste unge godt kan finde ud af betale deres regninger, så det gælder om at ramme den mindre gruppe, som får problemer eller er i risiko for at få det,« siger han.

Derfor er Forbrugerrådet Tænk i gang med et samarbejde med kreditorerne, som netop er de første, der får et indblik i hvilke unge, der har svært ved at betale til tiden.

Handels- og transportvirksomheder er dem der indberetter anden flest unge til RKI, mens finansbranchen står for tredje flest indberetninger.

Turf Böcker Jakobsen mener, det generelt er blevet for nemt for de unge at stifte gæld.

»Digitaliseringen betyder bl.a., at man kan låne penge på sit glatte ansigt, hvilket ikke var muligt for nogen år tilbage. Der er ikke er andre til at stoppe dig end dig selv. Vi ved alle sammen godt, at det kan være svært at stoppe sig selv, hvis man er i gang med et eller andet der er sjovt.«

Læs også
Annonce
Annonce