*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Forbrugergruppe: Sådan halverer du din elpris

Forbrugerforeningen elforbundet.dk lover danskerne besparelser på elregningen. Ikke alle kunder er dog tilfredse.

Privatøkonomi
Ved at gå sammen kan forbrugerne presse prisen på el ned, lyder det fra Morten Sinding fra El-Forbundet.dk. Foto: Thomas Borberg /Polfoto

17,9 øre pr. kWt og 0 kr. i abonnement. Lyder det billigere end den pris, du selv betaler for el, så er der råd at hente.

Siden en gruppe el-forbrugere i 2011 gik sammen under navnet elforbundet.dk, har foreningen arbejdet for at presse el-selskaberne ned i pris.

Nu har foreningen, der i dag har 35.000 medlemmer, igen trykket elpriserne i bund. Ifølge foreningen selv kan mange spare omkring 50 pct.

»Sammen er vi stærke, og med den seneste aftale har vi sikret Danmarks laveste fastpris på strøm. I kroner og øre betyder det, at en almindelig hustand typisk vil kunne spare omkring 1.000-1.500 kr. om året," siger Morten Sinding, der er forbrugerjurist og initiativtager til elforbundet.dk

Foreningens medlemsskab er gratis, og forbrugere, der melder sig ind inden den 15. marts, kan også nyde godt af de lave elpriser, der dog ikke nødvendigvis er landets laveste. Forbrugere kan sammenligne priser på elpristavlen.dk.

Foreningen blev stiftet som en protest mod, at liberaliseringen af elmarkedet i 2003 ikke førte til lavere elpriser. Tværtimod.

I spidsen står forbrugerjurist Morten Sinding, som nogle vil genkende fra TV 2-programmet 'Pengerådgiverne', der hjælper forbrugere med at opnå besparelser på forbrugsvarer.

Siden elmarkedet blev liberaliseret har forbrugerne frit kunnet skifte selskab, men kun få har gjort det, mener Morten Sinding.

»Alt for få skifter elselskab, fordi det ofte kan være svært for almindelige forbrugere at sammenligne elselskabernes prisaftaler. Vi sikrer medlemmerne Danmarks billigste fastpris på el, og så hjælper vi dem med at skifte selskab. De mærker derfor slet ikke overgangen - ud over på den lave elregning selvfølgelig," siger Morten Sinding og understreger, at selve skiftet er gratis.

Ikke alle kunder har gennem tiden været tilfredse med medlemskabet hos elforbundet.dk. En række forbrugere har på anmeldelsessitet Truspilot klaget over, at priserne på deres el steg efter en periode med billig strøm. Nogle mener, at priserne er uigennemskuelige, og andre klager over, at de modtager reklamemails. Klager, som Morten Sinding personligt har besvaret.

Læs også
Annonce