*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Danskerne rammer forkert på skatten: »Det kan koste dig at forsømme årsopgørelsen«

Langt fra alle sørger for at holde deres skatteforhold ajour. Digitaliseringen bærer en del af skylden, lyder det.

Privatøkonomi
Årsopgørelsen for 2015 blev frigivet fredag aften. Siden har over to mio. danskere været forbi Skats hjemmeside. Screendump: Skat.dk

Skat leger fortsat bank for millioner af danskere, der ikke rammer plet i deres forskudsopgørelse.

Igen i år skal Skat betale store summer tilbage til skatteborgere, der har indbetalt for meget i skat. Andre skal af med penge, fordi de har betalt for lidt.

Ifølge en ekspert er det tegn på, at mange danskere ikke har den fornødne viden eller interesse til at sætte sig ordentligt ind i deres skatteforhold.

»Vi opfatter det som sværere, end det er. Mange føler sig magtesløse, når de skal lave forskudsopgørelse, fordi de ikke nødvendigvis kan ringe til nogen og få hjælp, og fordi det alt sammen er digitaliseret. Man sidder ikke med skattepapirer foran sig, og beregninger kan være svære at gennemskue,« siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.

Forbrugerrådet Tænk mener, at digitaliseringen har gjort en masse ting lettere, hvad angår danskernes privatøkonomi.

»Men den har også været med til at fremmedgøre det for danskerne. Det er ikke så "virkeligt", når man ikke sidder med tallene og papirerne foran sig,« siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen.

»Selvom alle oplysninger ryger ind i en regnemaskine, der rammer ret præcist, er man nødt til at tjekke tallene efter, hvis man vil undgå at blive snydt. Det kan koste dig at forsømme årsopgørelsen,« understreger han.

Blandt andet skal man sørge for at få registreret alle fradrag, der kan gøre skatten mindre.

Snyd ikke dig selv for
  • Håndværkerfradrag på op til 15.000 kr. for arbejdsløn. Fradraget gælder alle over 18 år i husstanden. Beløbet skal indtastes via TastSelv for at få fradraget, og der skal være betalt for arbejdet senest 29. februar i år.
  • Befordringsfradrag hvis der er mere end 12 km mellem bolig og arbejdsplads. Det gælder også, hvis man cykler. Hvis fradraget er fortrykt, så tjek, at kilometertal og antal dage er rigtige.
  • Underholds- og børnebidrag. Børnebidrag kan fratrækkes, indtil barnet er 18 år. Der er også fradrag for ægtefællebidrag, som til gengæld er skattepligtigt for modtageren.
  • Rejsefradrag ved jobrejser over 24 timer og med overnatning. Hvis udgifterne dækkes af arbejdsgiveren, kan der stadig fradrages 117,75 kr. per døgn til småfornødenheder.
  • Velgørenhed. Gaver til foreninger og organisationer kan give fradrag på maksimalt 15.000 kr. Organisationen skal være godkendt af Skat.
  • Ejendomsværdiskat er som udgangspunkt fortrykt på årsopgørelsen. Ejere af flere boliger bør tjekke, at der kun betales ejendomsværdiskat af den bolig, de bor i.
  • Værdipapirer - køb og salg indberettes som udgangspunkt af bankerne, men kontroller at alle handler er registreret korrekt. Det har stor betydning, hvis man senere vil have fradrag for tab.
  • Udenlandske værdier som ejendomme, bankkonti og investeringer skal man selv oplyse, da Skat ikke har disse oplysninger.
  • Løn, pension og renter er som udgangspunkt fortrykt på årsopgørelsen. Men tjek alligevel tallene og vær opmærksom på renter af privat gæld, der ikke automatisk indberettes til Skat.
  • Selvstændig virksomhed og udlejning af bolig - her skal man selv fortælle Skat om skattemæssige overskud eller underskud.

Siden fredag aften har danskerne kunnet se deres årsopgørelse på Skats hjemmeside. Den gamle papirversion af årsopgørelsen er for længst blevet elektronisk, men langt fra alle skatteborgere sørger for at rette den til løbende.

Således viser en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Nordea, at 4 af 10 danskere kun retter deres forskudsopgørelse én gang om året. Hver fjerde ved aldrig, om de skal have penge tilbage eller skylder i skat.

Selvom undersøgelsen er fire år gammel, er billedet nogenlunde det samme, hvis man spørger i dag, lyder vurderingen fra Ann Lehmann Erichsen. Hun opfordrer til, at man tager ansvar for sine pengesager.

»Man skal forskudsregistrere, være opmærksom på fradrag og rette til, hvis man f.eks. er steget i løn. Det handler om at holde sine oplysninger ajour, så man f.eks. undgår et skattesmæk,« siger hun.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også