*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nykredit vil lokke egne kunder væk fra flekslån med flytterabat

Hvis kunderne følger rådet, går Nykredit glip af ekstraindtægt.

Nykredits bidragsballade
Utilfredsheden med bidragsstigningerne i Totalkredit er voldsomme, og Nykredit går nu aktivt ind i kampen om at beholde boligkunderne. Foto: Stine Bidstrup.

Nykredit går nu for alvor ind i kampen om at holde på kunderne. Lokkemidlet til kunderne er at forlade de korte flekslån. Gør de det, er flytningen gratis. Det sker efter flere ugers voldsom kritik af planerne om bidragsforhøjelser.

I disse dage får mange kunder et tilbud om at bytte lån ud ved næste refinansiering. Tilbuddet er målrettet kunder med F1, F2, F3 og F4-lån. Boligejere, der er kunder i Nykredit Bank, får alle tilbuddet, men konkurrerende banker er ude med lignende tilbud.

»Det er op til hvert enkelt pengeinstitut i Totalkredit-samarbejdet, om de giver omlægningsrabatter til deres kunder. Det er mit indtryk, at de fleste pengeinstitutter har valgt at give rabatter. I Nykredit Bank får alle kunder med et F1-F4-lån tilbuddet om en gebyrfri omlægning,« siger direktør i Totalkredit, Camilla Holm.

Finans er i besiddelse af et af brevene, og her hedder det bl.a. til en kunde med et F1-lån:

»Vi skriver til dig, fordi du har et F1-lån i Totalkredit. Netop F1-lån er en af de låntyper, hvor bidragssatsen stiger mest pr. 1. juli. Derfor har vi besluttet, at du ikke skal betale de sædvanlige udgifter til indfrielse, sagsekspedition, lånoptagelse og kurtage, hvis du vælger at omlægge dit lån til en anden låntype i Totalkredit - dog ikke låntyperne F1-F4.«

I det pågældende tilfælde vil kunden spare 6.600 kr. med omlægningen.

Nykredit vil børsnoteres. For at gøre selskabet attraktivt som investeringsobjekt har Nykredit besluttet at hæve priserne markant i sit datterselskab, Totalkredit, pr. 1. juli. Beslutningen har som bekendt rejst en voldsom kritik fra kunderne. Over 40.000 Totalkredit-kunder har på rekordtid tilmeldt sig en Facebook-gruppe med det formål at få prisstigningerne rullet tilbage.

Flere af de banker, der er i Totalkredit-samarbejdet har besluttet sig for at give kompensation, og Jyske Bank og BRFkredit går på decideret strandhugst efter utilfredse kunder.

Nykredits modtræk vil derfor komme til at koste på indtjeningen. For de klart mest indbringende lån vil netop være F1-F4-lån. Men det er der taget højde for, forsikrer Camilla Holm.

»Myndigheder og ratingbureauer ønsker, at vi nedbringer mængden af lån, der skal refinansieres. Det er også forklaringen på, at det er F1-F4-lån, der bliver ramt hårdest af den aktuelle prisstigning. Vi har naturligvis budgetteret med, at der er mange kunder, der vælger at lægge om til de mere sikre og længere forrentede lån,« siger Totalkredit-direktøren.

Læs også
Annonce