*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Sommerhusmarkedet udvikler sig pilskævt

Potentialet for prisstigninger er ikke opmuntrende, mener boligøkonom.

Privatøkonomi
Der er knap 223.000 sommerhuse i Danmark, hvoraf cirka 13.000 er til salg, ifølge Boligsiden.dk. Foto: Carsten Ingemann

Langt fra alle sommerhusejere kan se frem til prisfest i det kommende år.

Mens både sommerhussalget og sommerhuspriserne er stigende i Nordsjælland, står tingene mere stille langs den jyske vestkyst og i Nordjylland. Således var priserne på landsplan 0,9 pct. lavere i februar end i samme måned i fjor, viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Potentialet for prisstigninger er ikke opmuntrende, vurderer boligøkonom Lise Nytoft Bergmann, Nordea Kredit.

»I Nordsjælland er vi optimistiske på prisudviklingen i 2016. I Vest- og Nordjylland forventer vi mindre prisfald – eller i bedste fald stabile priser,« siger hun.

Sommerhusmarkedet har siden finanskrisen kæmpet med faldende priser, overudbud og liggetider, der kan tage modet fra selv den mest optimistiske sælger.

Der er rigtig meget til salg langs den jyske vestkyst og i Nordjylland. Mere end hvert 15. fritidsboliger har et til salg-skilt i nogle kommuner, og mange må fortsat sælge med tab.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

I dag er sommerhusmarkedet ved at stabilisere sig, mener Lise Nytoft Bergmann, men de regionale forskelle er enorme.

»Der er rigtig meget til salg langs den jyske vestkyst og i Nordjylland. Mere end hvert 15. fritidsboliger har et til salg-skilt i nogle kommuner, og mange må fortsat sælge med tab,« siger hun, der mener, at fritidsmarkedet fortsat kæmper med en udbudspukkel, der er med til at presse priserne ned.

De mange til salg-skilte og lange liggetider betyder, at sommerhussælgerne har været rundhåndede med rabatterne. I 2015 blev der kappet over 700 mio. kr. af udbudsprisen på de danske sommerhuse, viser tal, som Finans har trukket hos Boliga.

Det er imidlertid en markant forbedring sammenlignet med året før, da sommerhussælgerne gav knap 900 mio. kr. i afslag.

Forklaringen på det skævvredne sommerhusmarkedet skal bl.a. findes i den måde, som sommerhuskøb finansieres på. Det mener Lise Nytoft Bergmann.

Ved køb af sommerhus kan kun 60 pct. belånes i realkreditten. Derfor bruger mange købere friværdien i deres helårsbolig som en del af finansieringen. Og da boligpriserne i og omkring København er steget pænt over en længere periode, findes netop her en opsparet friværdi, der lokker folk ud på sommerhusmarkedet - særligt i Nordsjælland.

»Men en vending i Nordsjælland er godt nyt for hele landet. Ringene har det med at brede sig på sommerhusmarkedet. Når konjunkturerne bliver bedre, vil det kunne smitte af på andre dele af landet,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Der er knap 223.000 sommerhuse i Danmark, hvoraf cirka 13.000 er til salg, ifølge Boligsiden.dk.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

Læs også
Annonce