*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Små årgange kan presse boligpriserne ned

Boligejerne bliver ældre. Samtidig viser en befolkningsfremskrivning, at de købedygtige årgange skrumper de kommende år. Ekspert mener, det kan blive et problem for efterspørgslen.

Privatøkonomi
Boligpriserne kan blive presset af, at mindre årgange er på vej ind på ejerboligmarkedet. Foto: Joachim Adrian

Frem mod 2025 skrumper andelen af danskere mellem 35 til 50 år med omkring 100.000 personer. Det kan presse priserne på ejerboliger på landsplan, fordi det i dag er den aldersgruppe, der står for det store ryk ind på ejerboligmarkedet.

Det vurderer boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann på baggrund af friske tal, som Nordea Kredit har udregnet for Finans og befolkningsfremskrivninger fra Danmarks Statistik.

»Demografien vil trykke priserne ned. Vi står foran et fald i antallet af danskere, der skal ind på ejerboligmarkedet. Og vi ved, at når efterspørgslen for boliger ikke er særlig høj, så har det betydning for priserne,« forklarer hun og understreger, at der er mange andre faktorer, der spiller ind på boligpriserne som renten, lønudviklingen og beskæftigelsen.

Også boligøkonom ved SDU, Morten Skak, mener, at nogle landsdele kan blive ramt af lavere boligpriser.

»Hvis du bor ude på landet, så mærker du det her, for der forsvinder de unge mennesker. Her har vi fortrinsvist ældre mennesker, som godt nok efterspørger deres egen bolig i lang tid, men når de så kommer ud af den, så er der ikke ungdommens efterspørgsel efter boligen,« siger han.

Han understreger dog, at de fleste boligejere ikke behøver at gå i panik. Fordi danskerne bliver ældre, vil udbuddet af ejerboliger også være mindre. Flere ældre vil blive boende i deres bolig frem for at flytte i eksempelvis en ældrebolig.

»Hvis du bor inde i en by, så skal du ikke være bange for prisfald. Samtidig skal man huske på, at vi bliver ældre og ældre og lever længere og længere. Det giver i sig selv en større efterspørgsel på ejerboliger,« siger Morten Skak.

Tallene fra Nordea Kredit viser da også, at danskerne flytter senere i ejerbolig, men bliver boende, til de er højere oppe i alderen. Således topper andelen i aldersgruppen 60 til 70 år, hvor knap 70 pct. bor i en ejerbolig. Lise Nytoft Bergmann er enig i, at det kan absorbere noget af tabet i efterspørgslen, at boligejerne bliver ældre:

»Det er ikke sådan, at man ikke vil kunne få solgt sin bolig i de populære steder i landet. Det skal man nok kunne,« siger hun.

Læs også
Annonce
Annonce