*

Navne
0

Britisk forfatter får Nobels litteraturpris

Prisen går til japanskfødte Kazuo Ishiguro.

Den 60-årige Kazuo Ishiguro er en af Englands mest anerkendte nulevende forfattere. Han er især berømt for sin underspillede stil, hvor karakterer indirekte afslører sig selv, deres fortrængninger og bevæggrunde. Foto: Charlie Forgham-Bailey/eyevine

Den japanskfødte britiske forfatter Kazuo Ishiguro løber med Nobels Litteraturpris 2017.

Det meddeler Svenska Akademiens Nobelkomité på sin hjemmeside.

Akademiet skriver om Ishiguro, at han i sine romaner »med stor følelsesmæssig styrke« har »afdækket den afgrund, som befinder sig under vores illusoriske følelse af at have forbindelse til verden«.

Ishiguro blev født i Nagasaki i Japan den 8. november 1954, men kom til Storbritannien som femårig, da hans far fik et nyt arbejde. I 1970'erne tog han sin eksamen i engelsk og filosofi ved universitetet i Kent.

Han har været fuldtidsforfatter, siden han sendte sin første bog, "De fjerne blå bjerge", på gaden i 1982. Det store gennembrud fik han i 1989 med romanen "Resten af dagen", som han modtog den prestigefyldte Bookerpris for.

Romanen blev senere filmatiseret med Anthony Hopkins og Emma Thompson i hovedrollerne.

Med de to bøger inkluderet har Ishiguro i alt otte romaner og en stribe noveller i rygsækken. Store dele af hans forfatterskab, som dels kommer til udtryk i leg med sci-fi og fantasy, er oversat til dansk.

Heriblandt hans seneste værk, som blev hans første roman i 10 år: "Den begravede kæmpe" fra 2015.

Foruden de otte bøger, har han været hjernen bag manuskripter til film og tv.

Ishiguro er blevet udvalgt ud fra en pulje af 195 nominerede forfattere. Med den fornemme pris følger 9 mio. svenske kr.

I fjor gik prisen til sangskriveren Bob Dylan, som meldte afbud til selve uddelingen.

Gennem tiden har tre danske forfattere modtaget prisen. Johannes V. Jensen fik den i 1944, og i 1917 delte Henrik Pontoppidan og Karl Adolph Gjellerup prisen.

BRANCHENYT
Læs også