Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Danmarks Statistik opjusterer væksten: Danmarks BNP steg på et øjeblik med 3,6 mia. kr. (Rettet)

Danmarks Statistik har foretaget nye beregninger på Danmarks økonomi og opjusterer væksten til 2 pct. i 2016.

Danmarks BNP er vokset med 3,6 mia. kr. på et øjeblik. Det svarer til 650 kr. per dansker. Foto: Nima Stock

Vi havde i første omgang skrevet, at Danmarks BNP var opjusteret med 7,2 mia. kr. svarende til 1300 kr. pr. dansker. Det er forkert. Beregningen tog ikke højde for nedjusteringen i regnskabet for 2014.

Det gik lidt bedre med dansk økonomi i 2016 end først antaget.

I dag blev Danmark med en enkelt justering 3,6 mia. kr. rigere. Nye beregninger fra Danmarks Statistik viser, at bruttonationalproduktet (BNP) steg med 2 pct. i 2016 efter en korrektion for prisudviklingen. Det er 0,3 procentpoint bedre end det først offentliggjorte. Dermed var væksten sidste år den højeste i 10 år.

Stigningen på 3,6 mia. kr. svarer til 650 kr. per dansker.

Dermed ligger væksten i Danmark pænt i forhold til vores nabolande og EU-landene. Siden 2010 har væksten i dansk økonomi samlet set været på niveau med EU-gennemsnittet, mens væksten i Norge og Sverige har været højere og i Finland noget lavere.

Opjusteringen kommer fra revisioner i nettoeksporten og investeringerne. Derudover er der foretaget nye beregninger på nationalregnskabet for 2014 og 2015. De nye beregninger har givet anledning til en regulering i væksten for 2014 med -0,1 pct., så væksten i stedet var på 1,6 pct. Også privatforbruget voksede pænt med 2,3 pct. i 2016.

»Det er lækker læsning. Investeringerne steg sidste år med 6 pct.,« påpeger Nykredits cheføkonom, Tore Stramer, i en skriftlig kommentar.

»Dermed er den sidste brik i opsvinget også på plads. Det betyder, at vi nu har et sundt og bredt funderet opsving i dansk økonomi. Det er positivt, da det gør opsvinget mere robust.«

Danmark har længe haft en positiv nettoeksport, hvilket også er tilfældet for årene 2014-2016. Dog steg importen 0,8 og 1,0 procentpoint mere end eksporten i 2014 og 2016, mens eksporten i 2015 steg 0,4 procentpoint mere end importen.

Det er især en stigning i importen af tjenester, der har båret udviklingen. I forhold til den seneste offentliggørelse af nationalregnskabet har der været betydelige opjusteringer i tjenesteimport, bl.a. import af intellektuelle rettigheder og streaming-tjenester, og eksport af både varer og tjenester.

Nykredit forventer, at BNP vokser med 2,5 pct. i år. Dermed er opsvinget ophøjet til "moderat højkonjunktur", og potentialet for vækst er solidt i dansk økonomi, mener Tore Skramer.

Selvom væksten i dansk økonomi er den bedste i 10 år, er den stadig ikke på højde med årene op til finanskrisen, hvor økonomien bl.a. voksede med 3,9 pct. i 2006. I 2009 faldt Danmarks bruttonationaleprodukt med -4,9 pct.

BRANCHENYT
Læs også