*

Økonomi
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Økonomer: Europæiske væksttal er godt nyt for det danske opsving

Der er mulighed for at økonomien tager til i styrke i euroområdet, skriver cheføkonom.

Den økonomiske fremgang fortsatte i Europa i andet kvartal, og det er godt nyt for det danske opsving.

Det vurderer flere økonomer, efter at tallet for den økonomiske vækst i eurozonen blev offentliggjort tirsdag.

- Væksten i euroområdet er ekstremt vigtig for dansk økonomi, der som regel nærmest er et spejl af udviklingen sydpå. Der er er nu en realistisk mulighed for 2 pct. vækst i 2017 - både i Danmark og i eurolandene. Det betyder, at opsvinget ikke bare fortsætter, men tager til i styrke, skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Tirsdag viste en foreløbig opgørelse fra Eurostat, at BNP-væksten steg 0,6 pct. i andet kvartal i forhold til kvartalet før, mens væksten i bruttonationalproduktet var positiv med 2,1 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.

- Hvis tempoet i eurozonens økonomi fortsætter, har eurozonen i 2017 kurs mod at vokse i det hurtigste tempo i dette årti, skriver Kim Blindbæk, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

Ifølge Sydbanks analytiker skyldes fremgangen blandt andet, at Den Europæiske Centralbank, ECB, de seneste år har holdt renten på et historisk lavt niveau, mens den samtidig har købt obligationer for at presse aktiviteten og inflationen op.

- Fokus har i den seneste tid rettet sig mod inflationen, der langsomt nærmer sig ECBs målsætning på lidt under to procent.

- Det betyder også, at tiden med rekordlave renter langsomt lakker mod enden. Selv om vi forventer, at ECB snart vil annoncere, at obligationsopkøbene vil blive nedtrappet fra nytår, vil pengepolitikken i eurozonen være meget lempelig i lang tid endnu. Det vil sikre, at opsvinget i eurozonen kan vare ved, skriver Kim Blindbæk.

Også Las Olsen vurderer, at der er gode chancer for, at opsvinget fortsætter, på trods af at skuffende tal for den amerikanske økonomi og dollarens svækkelse er dårligt nyt for eksportvirksomhederne i Europa.

Læs også