Politik
0

Troels Lunds første skud fra flertrinsraket: 100 mio. kr. skal afhjælpe mangel på arbejdskraft

Knap 100 mio. kr. til opkvalificering af ufaglærte er første skridt af flere for at hjælpe de stadig flere virksomheder, der mangler arbejdskraft, lover beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Troels Lund Poulsen lover nu flere tiltag, der skal gøre op med manglen på arbejdskraft. Første pakke lyder på tiltag til knap 100 mio. kr. Foto: Jens Dresling

Med nye tiltag for knap 100 mio. kr. er regeringen klar til med sit første svar til den voksende skare af arbejdsgivere, der melder om mangel på arbejdskraft. Millionerne skal blandt andet bruges til at opkvalificere ledige til job i større infrastruktur- og anlægsprojekter, og til at ruste jobcentrenes service over for virksomheder.

Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der sammen med et bredt flertal af partier har aftalt at bruge knap 100 mio. kr. på opkvalificering af ufaglærte og svage ledige i den nærmeste fremtid.

Sådan skal svage ledige løftes
Den politiske aftale indholder fire initiativer:
  • 30 mio. kr. til at styrke indsatsen for ledige, der mangler basale læse-, skrive- og regnefærdigheder samt ledige, som er ordblinde.
  • 42 mio. kr. til at opkvalificere ledige til job, der udspringer af større infrastruktur- og anlægsprojekter som for eksempel supersygehuse.
  • 20 mio. kr. til at styrke jobcentrenes service over for virksomheder, der mangler arbejdskraft.
  • Et etårigt forsøg med styrkelse af voksenlærlingeordningen, så flere ufaglærte ledige kan blive faglærte. Udformningen af forsøget drøfter forligskredsen ved et møde i november 2017.

»Vi står i en situation, hvor der efterhånden er mangel på arbejdskraft i mange dele af Danmark. Nu giver vi en saltvandsindsprøjtning, så vi forhåbentlig kan afhjælpe nogle ting her og nu. Men der kommer mere,« siger Troels Lund Poulsen.

»Det her er ikke løsningen på alle problemer, men det er første trin i en flertrinsraket af tiltag, som jeg vil komme med i løbet af det næste halve år,« fortsætter ministeren.

Bag den nye aftale står foruden regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Formelt kommer pengene fra SR-regeringens beskæftigelsesreform, hvor de samme partier afsatte penge til et uddannelsesløft af ufaglærte. Det er dog ikke lykkedes at komme af med pengene, fordi efterspørgslen efter at komme på skolebænken har været til at overse. Men nu prøver partierne igen, og denne gang skal pengene i omløb, understreger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S).

»Jeg var tillidsmand på havnen i Aarhus, og jeg har selv stået med det. Mange af mine kolleger havde ikke ligefrem gode erfaringer med fra skolen, så hvorfor tage en uddannelse, men det er vejen frem,« siger han.

I Dansk Arbejdsgiverforening kalder underdirektør Erik Simonsen det »fornuftigt« at styrke servicen til virksomhederne, men han understreger, at tiltagene ikke i et snuptag kan løse manglen på arbejdskraft. Fokus må ikke blive for snævert på f.eks. infrastrukturprojekter, mener han.

»Det afgørende er, hvordan vi får folk opkvalificeret i forhold til de behov for arbejdskraft, der konkret er,« siger Erik Simonsen.

BRANCHENYT
Læs også