*

Politik
0

WikiLeaks afslører flere amerikanske statshemmeligheder

31 siders detaljeret skildring af, hvordan CIA kan aflytte Samsung-fjernsybn.

Julian Assange helmer ikke - end ikke, mens USA tilsyneladende opruster kampen mod CIA-lækagerne, han fortsat trykker. Foto: Frank Augstein/AP

Efter trusler om retsforfølgelse fra det amerikanske justitsministerium, gjorde Julian Assange det igen fredag. Igennem Wikileaks publicerede han 31 siders fortroligt materiale fra CIA. 31 siders detaljeret skildring af, hvordan CIA kunne overvåge amerikanerne ved at lave deres Samsung-fjernsyn om til båndoptagere.

Det skriver Business Insider og CBS News.

Blot en dag tidligere udtalte det amerikanske justitsministerium ellers, at WikiLeaks kunne stå over for kriminelle sigtelser. Efter i årevis at have publiceret lækket materiale - fra blandt andet CIA om blandt andet overvågning - kunne WikiLeaks nu blive sigtet for sammensværgelse, tyveri af regeringsejendom eller brud mod den såkaldte »espionage act«, lød det ifølge Washington Post og CNN.

Men truslerne har tilsyneladende ikke virket. Lækagen på 31 sider er ifølge WikiLeaks en manual til et redskab ved navn »Weeping Angel«. Manualen skildrer, hvordan CIA med programmet kan få adgang til amerikanernes Samsung-fjernsyn ved at aktivere indbyggede mikrofoner i fjernsynet og optage samtalerne i hjemmet.

Det er ikke første gang, WikiLeaks hævder, at CIA overvåger amerikanerne gennem Samsungs fjernsyn. I marts udgav organisationen 8.700 filer, der angiveligt påviste det samme, ifølge CBS News. Dengang lød det fra Samsung, at man hastigt ville »kigge på sagen«, skriver Business Insider. CIA har imidlertid ikke verificeret eller kommenteret lækagerne fra dengang.

Julian Assange, der er frontfiguren i WikiLeaks, har for længst forladt Amerika for nu at bo på Equadors ambassade i London i stedet - hvilket også kan besværliggøre en retsforfølgelse af ham betydeligt. Men ifølge den nye justitsminister, Jeff Sessions, vil der blive gjort væsentligt mere for at hindre lækagerne nu, skriver Business Insider.

»Vi har medarbejdere, der har arbejdet i sikkerhedsbranchen i USA i mange år, som er chokeret over antallet af lækager og nogle af dem er ret seriøse. Så ja, det er en prioritet. Når en sag kan formuleres, vil vi forsøge at putte nogen i fængsel,« sagde han på et pressemøde torsdag. 

Barry J. Pollack, Assanges advokat, fasholder dog, at WikiLeaks' publiceringer bør være beskyttet af den første tillægsparagraf i forfatningen: altså, den, der blandt andet handler om presse- og ytringsfrihed.

»Sagen er jo altså sådan - uanset hvor frustrerende, det må være for den, der tager sig skidt ud, når information bliver publiceret - at WikiLeaks er en publicist og de publicerer sandfærdig information, som er i offentlighedens interesse,« siger Barry J. Pollack.

BRANCHENYT
Læs også