*

Politik
0

Kina og Mexico flirter bag ryggen på Donald Trump

Mens forholdet mellem USA og Mexico er mere end anstrengt, lufter Kina nu tanken om en frihandelsaftale med Mexico. Udmeldingen kommer inden de tre landes statsoverhoveder mødes til G20-topmøde i Tyskland om få dage.

Mexicos præsident, Peña Niete, og Donald Trump mødte hinanden i august 2016, inden Trump blev valgt til præsident. Siden da har de to statsoverhovedet ikke mødt hinanden ansigt til ansigt. Arkivfoto: Dario Lopez-Mills.

En stor og opsigtsvækkende handelsaftale mellem Kina og Mexico kan være på vej.

Ifølge Kinas ambassadør i Mexico, Qiu Xiaoqi, er verdens mest folkerige land interesseret i at drøfte en frihandelsaftale med Mexico.

Det skriver CNN.

»Der er ingen problemer i det fra Kinas side. Vi har en stor interesse i at binde båndene mellem os endnu tættere sammen,« siger den kinesiske ambassadør ifølge CNN.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Mexicos nabo mod nord, USA, diplomatisk har distanceret sig fra de to lande efter indsættelsen af Donald Trump som amerikansk præsident.

Donald Trump har truet Kina med, at han vil indføre tariffer på samhandlen mellem USA og Kina, og samtidig er det stadig Trumps plan, at han vil bygge en mur på grænsen mellem USA og Mexico.

Samtidig har Trump meldt ud, at han vil genforhandle frihandelsaftalen NAFTA (North American Free Trade Agreement) med Canada og Mexico, under trussel af at USA eventuelt vil trække sig fra aftalen.

Mexicos præsident, Peña Nieto, skulle have mødtes med Donald Trump tidligere på året, men det møde blev aflyst - bl.a. fordi Donald Trump tweetede, at den mexicanske præsident kun skulle dukke op, hvis han havde tænkt sig at betale for muren mellem de to lande.

Det har sendt forholdet mellem USA og Mexico ned på frysepunktet.

Udmeldingen fra Kina kommer samtidig få dage inden verdens ledere mødes til G20-topmøde i Hamborg. Både præsident Peña Nieto og præsident Trump vil deltage i mødet. Også Kinas præsident Xi Jinping vil være til stede.

Ifølge Edward Glossop, økonomi ved Capital Economics, er der en stor portion teatertorden forbundet med de nye udmeldinger.

»Det handler i høj grad om politiske manøvrer, hvor landene forsøger at etablere en fælles front mod USA. For økonomisk vil en frihandelsaftale mellem de to lande ikke give særlig megen mening,« siger han til CNN.

Mexico har - ligesom USA – mistet produktionsjob til Kina, og en handelsaftale mellem de to lande kan potentielt accelerere den udvikling.

Samhandlen mellem Mexico og Kina beløb sig sidste år til 43 mia. dollars – til sammenligning har samhandlen mellem Mexico og USA en værdi på ca. 580 mia. dollars.

Mexico har endnu ikke kommenteret på den kinesiske udmelding, men den mexicanske økonomiminister Ildefonso Guajardo skal besøge Kina til efteråret.

»Det sender et signal om, at vi har mange andre alternativer,« sagde Ildefonso Guajardo, da rejsen blev annonceret tidligere på året.

Læs også