Politik
0

USA overvejer at bremse al handel med lande, der gør forretning med Nordkorea

Der er dog også andre muligheder, lyder det.

- Vi får se. Sådan lød Trumps svar, da en journalist ved NBC News søndag spurgte præsidenten, om han ville angribe Nordkorea efter atomprøvesprængningen søndag. Foto: Susan Walsh.

Ethvert land, der gør forretninger med Nordkorea, kan have en amerikansk straf i vente.

Sådan lyder det fra den amerikanske præsident selv på Twitter søndag.

»USA overvejer, i tillæg til andre muligheder, at bremse al handel med ethvert land, der gør forretninger med Nordkorea,« skriver præsidenten på Twitter.

 

Samtidig melder USA's finansminister, Steven Mnuchin, at man vil udarbejde en ny pakke af sanktioner mod Nordkorea:

»Hvis lande ønske er at gøre forretninger med USA, skal de selvfølgelig samarbejde med vores allierede og andre om at lukke økonomisk af for Nordkorea,« siger finansministeren ifølge Ritzau til Fox News.

En sådan sanktionspakke vil særligt ramme Kina, der er Nordkoreas største handelspartner - og det er ikke første gang, at Trump lægger pres på Beijing for at indtage en mere økonomisk streng kurs over for Kim Jong-un.

Danmark eksporter meget lidt til Nordkorea, ifølge Ritzau. I årets første fem måneder blev der eksporteret for omkring 10 mio. kr. medicin til Nordkorea. På samme tid viser tal fra Danmarks Statistik, at Danmark har importeret for under 100.000 kr., ifølge Ritzau.

Fra EU-præsident Donald Tusk lyder en opfordring til FN's Sikkerhedsråd om at indføre yderligere sanktioner mod Nordkorea. Det skriver Ritzau.

»EU er klar til at skærpe sanktionerne og indbyder Nordkorea til at genoptage dialogen om dets programmer uden betingelser,« siger han i en udtalelse:

»Nordkorea skal opgive dets atom-, masseødelæggelsesvåben- og ballistiske missilprogrammer på en komplet, bevislig og uigenkaldelig måde.«

Da Donald Trump af en journalist fra NBC News blev spurgt, om USA ville angribe Nordkorea, svarede præsidenten:

»Vi får se.«

Søndag har Trump afholdt et møde med forsvarminister Jim Mattis, stabschef John Kelly og militære ledere for at drøfte Nordkoreas atomprøvesprænging. Og efter møde var besked til styret i Nordkorea klar.

Trusler mod USA eller landets allierede »vil blive mødt med en massiv militær reaktion,« lød det fra USA's forsvarsminister, Jim Mattis, ifølge nyhedsbureauet AP.

Han understregede også, at USA er i stand til at forsvare sig selv, Sydkorea og Japan mod ethvert angreb.

Fem lande - USA, Sydkorea, Japan, Storbritannien og Frankrig - har indkaldt medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til et møde mandag klokken 16 dansk tid for at drøfte situationen, oplyser den amerikanske FN-mission.

Også FN's generalsekretær, António Guterres, fordømmer Nordkoreas seneste prøvesprængning. Ifølge Ritzau har generalsekretærens talsperson, Stéphane Dujarric, udtalt, at prøvesprægningen er »dybt destabiliserende for den regionale sikkerhed.«

BRANCHENYT
Læs også