Politik
0

Partier: Integration er ikke nok, indvandrere skal tilpasse sig

S, DF og K taler nu åbent om, at indvandrere skal assimilere – tilpasse – sig det danske samfund.

Det er ikke nok, at indvandrere overholder landets love. De skal gå ind for det danske samfund, mener flere politikere.  Foto: Charlotte de la Fuente

At indvandrere skal integrere sig i det danske samfund har i mange år været en selvfølgelighed på linje med, at børn skal gå i skole.

At tale om at indvandrere skal assimilere sig har derimod været mere kontroversielt, og f.eks. fik Søren Pind og Bertel Haarder en del kritik for at udtrykke et ønske om »demokratisk assimilation« i 2011.

I et interview i Jyllands-Posten argumenterer historiker, professor emeritus Uffe Østergård for, at vi i dag i højere grad skal turde tale om og kræve assimilation af indvandrere både demokratisk og delvist kulturelt. Han er selv nået frem til, at det danske samfunds sammenhængskraft er mere skrøbelig, end han troede. Derfor er det ikke nok, at indvandrere overholder landets love, de skal »gå ind for vores samfund«. En række partier erklærer sig enige med historikeren.

Både De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, og Socialdemokratiets Mattias Tesfaye forklarer, at de har ændret syn på, hvorvidt man skal kræve assimilation af indvandrere.

Khader beskriver, at han for bare fem år siden var mere optimistisk, men at han i dag ser flere indvandrere, der opfatter sig selv i opposition til samfundet. Han efterlyser, at muslimer i Danmark assimilerer sig, som jøderne har gjort, ved ikke at kræve særhensyn.

Parallelsamfund

Tesfaye mener, at assimilation er nødvendig for at bekæmpe parallelsamfund, hvor forældre f.eks. vil bestemme, om deres døtre har kærester:

»De piger har vi politikere ikke været gode nok til at bakke op. I dag står vi et sted, hvor vi må beslutte os for, hvem vi holder med. Det er en ideologisk kamp om, hvilke værdier vi mener, at vi skal leve efter i det danske samfund.«

Ifølge Dansk Folkepartis Martin Henriksen var netop ønsket om assimilation frem for integration baggrunden for partiets forsøg på at rejse en debat om danskhed sidste år, mens integrationsminister Inger Støjberg (V) siger, at mennesker, der kommer til Danmark, er forpligtet til »at tage vores land til sig«.

»Vi og indvandrere skal ikke mødes på midten. Vi skal ikke bøje os mod dem.«

For De Radikales Sofie Carsten Nielsen »skurrer« ordet assimilation i ørerne:

»Det betyder, at man skal blive en anden, end man er. Og det er i mine øjne sindelagskontrol.«

BRANCHENYT
Læs også